Honjitsu no News – Et lille udpluk af dagens nyheder – 16. oktober 2013
Amerikansk ekspert: Japan kan få atomvåben i fremtiden
Jeg oplevede her til morgen den amerikanske Japan-ekspert Richard J. Samuels holde en tankevækkende forelæsning på Freie Universität i Berlin under overskriften “Japan’s Nuclear Hedge”.
Forelæsningen byggede på denne artikel, som han for få dage siden har udgivet gennem USA’s “National Bureau of Asian Research” sammen med en anden forsker. Den var afbalanceret og analyserende – og langt fra så dramatisk, som man måske skulle tro, når man så overskriften.
– Vi kan ikke ignorere de faktorer, som måske en dag vil få Japan til at producere atomvåben, sagde Richard J. Samuels, som erkendte, at han i sin hidtidige forskning har haft tendens til at gøre lige præcis det.
Ikke desto mindre var der en del af de tyske Japan-kendere, som var til stede ved forelæsningen, som ikke umiddelbart købte Richard J. Samuels nye konklusioner. Så der var en livlig debat efter forelæsningen. Gevaldigt inspirerende for sådan en som mig.
[divider ]
Japan har eksporteret ukontrolleret atomudstyr
Avisen Mainichi Shimbun har i denne uge afsløret, at 40 procent af det atomudstyr, som Japan har eksporteret i løbet af den seneste årti, ikke har været gennem de sikkerhedstjek, som de skulle – og som køberne har troet, at de har været igennem.
Her er det franske nyhedsbureaus version af nyheden på engelsk.
[divider ]
Nordkorea åbner nye økonomiske zoner
Nordkorea har desperat brug for udenlandske investeringer for at få gang i økonomien.
Derfor planlægger regimet at etablere flere “særlige økonomiske zoner” efter kinesisk model, hvor udenlandske investorer kan få skattefrihed og andre fordele.
Det fortæller nyhedsbureauet AP på baggrund af en snak med organisatorerne af en international konference om emnet, som finder sted i Pyongyang i disse dage.