”Undskyld på japansk”, der udkom i 2017, er en udvidet, gennemskrevet og opdateret version af den bog, som jeg udgav med samme titel i 2008 på det daværende Borgens Forlag.

Bogen handler om det moderne Japans håndtering af sin krigshistorie vedrørende Anden Verdenskrig. Med udgangspunkt i egne iagttagelser, reportager og interview forklarer jeg, hvorfor det japanske samfund den dag i dag reagerer frygtsomt og fornægtende på mange historiske kendsgerninger om landets egen krigshistorie.

Her er kapitler om den kontroversielle helligdom Yasukuni, som gang på gang har skabt internationale kriser i forhold til Japans nabolande. Her er kapitler om atombomberne over Japan samt om shintoismens indflydelse og kejserdømmets rolle gennem tiden. Og her er en beretning om den del af skolernes pensum, som japanske børn sjældent når frem til, hvilket betyder, at de ofte er tragisk historieløse i forhold til den store omvæltning, som Anden Verdenskrig var for deres land.

Bogen fordømmer eller forsvarer ikke nogen. Den er et ærligt og loyalt forsøg på at forklare udviklingen. Udgivelsen er sket i samarbejde med Trykværket i Aarhus.

Læs mere om bogen her.