(Denne bagsideartikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
I den nordjapanske havneby Hakodate ligger der pludselig midt i et samfund med kun en-to procent kristne tre kirker fra tre forskellige kirkeretninger på samme skråning. Forklaringen skal findes i historien.
Hakodate ligner umiddelbart en ærketypisk nordjapansk provinsby med alt for få unge mennesker, døgnbutikker på hvert tredje gadehjørne og et levende fiskemarked nede ved havnen, hvor man kan købe de kæmpestore krabber, som den nordlige ø, Hokkaido, er berømt for.
Men på skråningen op mod Hakodate-bjerget, som byen har udviklet sig ved at sno sig rundt om, mødes man af et overraskende syn.
Mange af bygningerne i dette kvarter, Motomachi, ser meget vestlige ud. De er bygget af træ og tydeligvis med vestlig arkitektur som forbillede.
Og midt i det hele ligger der tre kristne kirker tæt ved siden af hinanden. I Japan er kun mellem en og to procent af befolkningen kristne, men her ligger pludselig tre kirker fra hver sin kirkeretning. En katolsk, en britisk-anglikansk og en russisk-ortodoks. Tre kirker, som vel at mærke ikke blot er museumsbygninger og turistattraktioner, men benyttes hver eneste dag og reelt har hver sin aktive menighed.
Menigheden ved den russiske kirke har for eksempel 400 medlemmer, fortæller en ældre mand på gadehjørnet. De færreste er russere længere, fortæller han. De fleste er japanere. Og cirka ti procent er ”meget entusiastiske”.
Forklaringen skal findes i Hakodates historie som det nordlige Japans vindue ud mod omverdenen.
Da Japan ved de såkaldte Meiji-reformer for kun halvandet århundrede siden tillod kontakter med udlandet efter 250 års isolation, var byens havn i 1854 en af de første havne i landet, der blev åben for udenrigshandel.
Således var havnen var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor Hokkaido for alvor blev indlemmet i Japan, og hvor et stort antal gæve nybyggere flyttede til øen sydfra, et aktivt knudepunkt for handel og kontakt med andre lande.
Nybyggerne ankom først til Hakodate, varer og leverancer til de nye bysamfund, som blev etableret rundt omkring på Hokkaido i de år, ankom først til Hakodate, og nye tanker og ideer udefra ankom ligeledes først til Hakodate.
Det bragte også udlændinge til byen, især handelsfolk fra Rusland, Kina og vestlige lande. Mange af dem boede tæt ved hinanden på Motomachi-skråningen, og de etablerede deres egne kirker i nabolaget. Kirkerne optog efterhånden også mange japanere i deres menigheder.
Den russisk-ortodokse kirke, der af lokalbefolkningen kaldes ”Gangan-dera” (ding-dong-templet) på grund af dens karakteristiske kirkeklokke, blev etableret i 1859, og den nuværende bygning er fra 1916. Den har det samme design og den samme struktur som de fleste kirker i Rusland, men det er et særsyn i Japan, og det er langt den ældste af slagsen i Japan. Derfor er den defineret som en vigtig kulturarv af den japanske regering.
Den katolske kirke ligger lidt længere nede ad skråningen. I dag fremstår den som en gotisk bygning i den stil, man byggede kirker i Frankrig i middelalderen. Men stenbygningen er kun fra 1924, og inden da lå der på samme sted en trækirke, som blev bygget af franske missionærer i 1870’erne, men brændte ned i 1907. Kirkens to altre samt 14 træskulpturer er skænket af Vatikanet.
Og endelig er der den protestantiske Sankt Johannes-kirke, en britisk-anglikansk kirke, som har ligget der siden 1879, men som blev totalt renoveret i forbindelse med sit 100-års jubilæum i 1979, og som side har været berømt for sin meget karakteristiske og yderst moderne arkitektur. Selve bygningen er udformet som et kors og ligner et kors, hvis man ser den oppe fra bjergets top.
Foto: JNTO