HONJITSU - Nyt fra Japan: Den olympiske organisationskomité i Tokyo står for en gigantisk begivenhed i byen om blot tre en halv måned. Ikke desto mindre går en væsentlig del af komiteens lederes opmærksomhed i disse dage med defensivt at få løst den ene dagsaktuelle krise og skandale efter den anden.
Dels er smittetallene i dele af Japan atter på vej op. Ikke til noget, der ligner europæiske niveauer, men nok til at skabe bekymring for kapaciteten på landets sygehuse. Så høje smittetal ville måske på andre tidspunkter have udløst nye regionale undtagelsestilstande, men det er åbenlyst, at regeringen med de olympiske lege så tæt på vil gøre alt for at undgå at tage det skridt.
Guvernøren for Osaka, som i denne omgang er det værst ramte område, har anmodet om at få aflyst den del af den olympiske fakkelfærd, som om to uger efter planen skulle have bevæget sig gennem den vestjapanske storby. En beslutning, som de olympiske arrangører tøver med at tage, fordi den vil lægge en yderligere dæmper på en i forvejen meget behersket olympisk begejstring.
Den statslige tv-kanal NHK kritiseres for skyndsomt at afbryde optagelserne langs fakkelstafettens rute, så snart tilskuere begynder at råbe ”hantai” - ”vi er imod” - altså at de er imod afholdelsen af de olympiske lege i det hele taget.
Endelig har ugebladet Shukan Bunshun i de senere uger kastet nyt brænde på det anti-olympiske bål ved at afsløre en stor skandale omkring tilblivelsen af åbningsceremonien, der er planlagt til 23. juli. Som dokumentation har ugebladet på sin hjemmeside offentliggjort et internt dokument fra organisationskomiteen på 280 sider, der giver et mindre flatterende billede af, hvordan japanernes skattepenge bruges i den forbindelse.
Shukan Bunshun har i de senere år totalt skiftet image fra at være et blandt flere vilde, utroværdige ”shukanshi” (ugeblade) på kioskhylderne til at være Japans fremmeste medium for kritisk og dybdeborende journalistik. Ugebladet har i de senere uger afsløret, hvordan de oprindelige planer for åbningsceremonien, som var designet af den berømte popkoreograf Mikiko, der også stod bag daværende premierminister Shinzo Abes optræden som Supermario ved afslutningen på de olympiske lege i Rio for fem år siden, og som var tænkt som et festfyrværkeri af referencer til japansk popkultur gennem mange årtier, blev droppet for få måneder siden, da der skulle spares, og en ny mand med helt andre ideer, Hiroshi Sasaki, var trådt til som kreativ direktør.
Sasaki måtte allerede træde tilbage for et par uger siden, da det – også i Shukan Bushun – kom frem, at han på fornærmende vis havde foreslået, at den kendte tv-stjerne Naomi Watanabe blev iført griseører og skulle optræde som ”olympig”. Kort forinden havde selveste organisationskomiteens direktør, den 83-årige Yoshiro Mori, måtte træde tilbage for en anden sexistisk bemærkning om, at ”kvinder taler alt for meget ved møder”.
Intet illustrerer komiteens defensive tankegang bedre, end at den offentligt har krævet, at det lækkede dokument fjernes fra Shukan Bunshuns hjemmeside, og at hele oplaget af det kommende nummer, som indeholder en gennemgang af den droppede åbningsceremoni, skal trækkes tilbage og destrueres. Et krav, som er blevet totalt afvist af ugebladet.
Mens den arme organisationskomité således med den ene hånd forsøger at dæmme op for aktuelle problemer, der hele tiden opstår, og undgå at gøre begivenheden endnu mere upopulær i befolkningen, kæmper den med den anden hånd med i sidste øjeblik at få de titusinder af lavpraktiske løsninger på plads, der som lovet skal gøre det muligt at gennemføre de olympiske lege på smittesikker vis i en konsekvent ”boble”, isoleret fra lokalbefolkningen.