HONJITSU – Nyt fra Østasien: I december 2013 oplevede jeg ved Japans ambassade i Seoul en af de faste onsdagsdemonstrationer ved statuen af en såkaldt ”trøstekvinde”. Den omstridte statue er opsat af en kristen borgergruppe, der støtter overlevende trøstekvinders krav om en undskyldning og erstatning fra Japan.
Statuen forestiller en af de hundredtusinder unge østasiatiske kvinder, som under verdenskrigen blev prostituerede ved fronten for japanske soldater, mange af dem – ikke alle, men mange – efter at være tvunget til fronten af den kejserlige japanske hær.
Det var skingrende koldt, og midt i det hele sad to gamle koner, to tapre og frysende trøstekvinder, mens der blev holdt taler, råbt paroler og sunget sange. De fleste demonstranter var elever fra lokale gymnasier. Det var en del af historie-timerne at gå til anti-japansk demonstration. Lærerne gik i spidsen med at råbe paroler.
Jeg lavede en reportage, fuld af sympati med de gamle kvinder og deres sag, som men også fuld af bekymring for det japansk-sydkoreanske forholds fremtid, når nye generationer fik sådan en lektion onsdag morgen. Jeg havde en lidt grim følelse af, at de to aldrende trøstekvinder blev udnyttet i en nutidig politisk kamp.
Nogle år senere, en varm sommer i 2016, besøgte jeg det specielle alderdomshjem, det såkaldte ”house of sharing” uden for Seoul, hvor flere af de overlevende trøstekvinder bor. Herfra hentede en minibus hver onsdag morgen dem, der den uge var ved tilstrækkeligt helbred til at deltage i onsdags-demonstrationerne.
De kvinder, som var der under mit besøg, var i sandhed meget gamle, og institutionens leder fortalte mig, at de ikke alle sammen længere havde de samme ”kognitive evner”, som de havde haft.
Et halvt år tidligere havde Japan og Sydkorea lavet en omdiskuteret aftale, der indebar, at Japan skulle betale et beløb på en milliard japanske yen (godt 62 millioner kroner) til en sydkoreansk fond, der skulle understøtte de sidste 40 trøstekvinder. De fleste af de overlevende havde fnysende sagt nej tak til de penge – eller rettere, deres familier havde sagt nej på deres vegne.
Jeg så mig omkring og følte igen, at de ældgamle trøstekvinder blev udnyttet i en nutidig politisk kamp. De kunne sørme godt have brugt de penge til at skabe et mere moderne alderdomshjem.
I de senere uger har sydkoreanske medier været præget af interessante, men også sørgelige og pinagtige afsløringer af, at både den kristne gruppe bag onsdagsprotesterne og den buddhistiske gruppe, som driver ”house of sharing”, faktisk i årevis har modtaget støttebeløb til trøstekvindernes sag, som aldrig er brugt til de gamle koners gavn, men efter en masse regnskabs- og skattesnyd er havnet i de to gruppers fondsopsparinger. Sydkoreas anklagemyndighed gennemgår i øjeblikket anklagerne.
Bevægelsen har også ifølge rapporter i alle sydkoreanske aviser fra højre til venstre været udnyttet som en platform for den tidligere trøstekvinde-aktivist Yoon Mee-hyangs opstigning på den politiske scene og hendes nylige valg til parlamentet.
Skandalen begyndte, da den 92-årige Lee Yong-soo, en overlevende trøstekvinde, som i årevis tog del i demonstrationerne ved ambassaden, men holdt op i protest, stod frem og kritiserede Yoons gruppe for at beholde de indsamlede penge selv og udnytte de overlevende trøstekvinder til det ene arrangement efter det andet uden at give dem tid nok til at komme sig mellem dem.
”Demonstrationerne gør intet end at oplære unge studerende til had”, sagde hun om protesterne ved den japanske ambassade.
Igen må man stille sig selv spørgsmålet, om også hun udnyttes i en nutidig politisk kamp, bare den anden vej rundt. Lee Yong-soo er siden pressemødet blevet offer for en grov hetz fra nationalistiske gruppers side. De beskylder hende for at være dement og senil.
Se min billedserie fra demonstrationen i 2013
Læs min reportage fra House of Sharing i 2016
Læs artikel i Korea Times om de aktuelle afsløringers konsekvenser for hele trøstekvinde-bevægelsen
