Japans nye premierminister, Yoshihide Suga, har i årevis som kabinetschef kørt et tæt politisk parløb med sin forgænger, Shinzo Abe. Selv om der engang imellem var rygter om, at han foretrak en lidt mere pragmatisk politik end den nationalistiske og af og til stridbare Abe og for eksempel i 2013 advarede mod Abes besøg ved den omstridte Yasukuni-helligdom i Tokyo, må han formodes at have været godt tilpas med det meste af den førte politik.
Begrundelsen for, at Abe endte med at bakke op om Suga som sin efterfølger efter i lang tid at have forsøgt at køre den tidligere udenrigsminister, Fumio Kishida, i stilling til posten, var netop, at valget af Suga ville være det stærkest mulige signal om fortsat stabilitet i japansk politik. Den stabilitet, som blev opnået i Abes næsten otte år som regeringschef, var og blev den vigtigste grund til opbakningen bag ham.
Men når Suga pludselig efter valget er blevet gevaldigt populær, og når hans regering er kommet fra start med historisk stor opbakning, skyldes det netop, at Suga ikke er Abe.
Selv liberale vælgere, der normalt ville hælde mod oppositionen, kan godt lide, at Suga ikke kommer fra en af Japans politiske familier, som i generationer har domineret den parlamentariske scene. Hans offentlige fremtræden er oprigtigt beskeden, uanset hvor hård i filten han efter sigende kan være på lukkede møder. Han virker ikke i samme grad som Abe som en fin herre af fin familie, højt hævet over almindelige menneskers problemer.
Han opfattes som en seriøs praktiker, og hans erklærede fokus på en modernisering og digitalisering af Japans offentlige apparat, som han kender indefra, forstærker dette indtryk. Ingen har endnu hørt ham sige så meget som en lyd om Abes flyvske visioner om at lave ændringer i efterkrigstidens pacifistiske fredsforfatning.
Og endelig kan det på den diplomatiske front, hvor Suga jo ellers er en nybegynder, også vise sig at være en fordel for ham ikke at være Abe. Først og fremmest har der i hans første uger ved magten været spekulationer om, hvorvidt han vil kunne opnå en forbedring af det anspændte forhold til nabolandet Sydkorea, som Abe aldrig ville kunne opnå, simpelt hen fordi den nationalistiske Abe gennem årene i den offentlige debat i Sydkorea havde fået et fortjent eller ufortjent ry for at være en storsnudet hadefigur, man aldrig ville kunne stole på og lave aftaler med. Et tilsvarende ry bærer Suga ikke rundt på.