(NYUUSU – news) – Den japanske premierminister Shigeru Ishibas livret er ramen. Men han har i de seneste år måttet betale mærkbart mere i den lille ramen-biks nede på hjørnet for sin skål med hvedenudler, nærende suppe, bambusskud, forårsløg, wakame-tang og måske et halvt hårdkogt æg.
I gamle dage sagde man, at en skålfuld ramen ikke måtte koste mere end 1000 yen (ved dagens kurs 46 kroner), men den grænse er langt de fleste steder overskredet. Nu koster en standard-ramen med soya, salt eller miso 1100 yen, måske op til 1300 yen.
Ingredienser og arbejdsløn er steget, og den ene efter den anden af de næsten altid små ramen-restauranter har måttet lukke ned. Der er betydeligt længere mellem dem i dag, end da vi boede i Japan i 80’erne og 90’erne.
I tre årtier har Japan døjet med deflation. Priserne er ikke steget, og i perioder er de ligefrem faldet. Priserne på de fleste dagligvarer var indtil forrige år næsten de samme som dengang i 80’erne og 90’erne. Det betyder, at investeringer og forbrug går i stå, og regeringen har derfor i årtier ført en sej, men i det store og hele resultatløs kamp for at komme op på to procents inflation.
Den har de fået nu, inflationen, men den er kommet udefra. Den globale inflationsbølge, der fulgte den finanskrise, som Ruslands invasion af Ukraine medførte, kom også til Japan. Ikke så voldsomt som i Europa, men japanere var slet ikke vant til inflation, og selv om lønningerne også er begyndt at sige, så er der mange familier på fast løn eller pension, som pludselig sidder hårdere i det.
Inflationen toppede med 4,3 procent i januar 2023, og her i oktober i år var den stadig 2,3 procent. Når vi kommer rejsende som turister, mærker vi det ikke. Yen-kursen er fortsat så lav, at vi oplever priserne på langt de fleste varer som lave, sammenlignet med priserne i Danmark. Men de fastboende oplever kun, at priserne stiger, og det var med til at skabe den økonomisk betingede utilfredshed med regeringen, som ramte Shigeru Ishibas og hans regeringsparti ved underhusvalget i oktober, hvor regeringskoalitionen fik et overraskende stort nederlag og mistede sit flertal.
LÆS: Reuters-reportage fra valgkampen, der tager afsæt i en ramen-restaurant i Tokyo.
Foto: Katrine Klinken
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.