(Jeg har besøgt boligkvarteret Oyamada Sakuradai i det vestlige Tokyo, hvor jeg selv boede fra 1989 til 1993, og skrevet en reportage til Kristeligt Dagblad om, hvordan ældre passer på ældre i det aldrende Japan. Hele reportagen var i avisen i går, og her er der et kort og lettere redigeret uddrag)
I boligkvarterets center, lige over for supermarkedet og ved siden af posthuset, har der i mange år ligget en lille cafe, Arashigaoka. Der er ikke meget Starbucks over den. Atmosfæren er, som den var i de mange såkaldte ”kissaten”, enkle kaffebarer, der eksisterede i Japan i de årtier for et halvt århundrede siden, da Sakuradai blev bygget op.
Cafeen er ikke ret stor, men den har i nutiden udviklet sig til et behageligt, ja, uundværligt, mødested for mange af dem i boligblokkenes lejligheder, der har brug for et sted at gå hen for at undgå at føle sig alt for ensomme. Der løber to katte rundt, og atmosfæren er som i de gode gamle kissaten-cafeer, som de kendte, da de var unge – vel at mærke uden tobaksrøgen fra gamle dage.
Det er et livligt sted. Snakken går, ikke mindst om hvordan det går med naboernes og genboernes børnebørn, der alle sammen bor langt væk, hvor deres forældres arbejde har ført dem. Men cafeen ville trods det fyldte lokale ikke kunne løbe rundt uden de mange frivillige timer, som flinke ældre damer bag disken lægger i den.
At besøge Arashigaoka-cafeen er som at gå til ”psykologisk konsultation”, som en af de frivillige i cafeen, Miho Kishi, en pensioneret gymnasielærer, siger. Hun overtog sammen med en anden ældre dame ansvaret for driften af cafeen for ti år siden, da cafeens gamle ejer døde. Hun mente, at det var vigtigt for lokalsamfundet at føre den videre som det samlingssted, den havde udviklet sig til at være.
Mange samfund ude på landet og i byernes forstæder har udviklet sig til pensionist-samfund, og der er ikke andre end andre ældre til at holde øje med, at ældre, der er blevet enlige, stadig har det godt.
LINK – for abonnenter: Læs reportagen i Kristeligt Dagblad
Foto: Asger Røjle Christensen