(Denne reportage er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Shinzo Abes utvetydige appel til verdensfred og hans klare bekendelse til Japans alliance med USA under sit besøg ved Pearl Harbor i går åbenbarer, at han er andet end en firkantet nationalist.
Japans premierminister, Shinzo Abe, besøgte i går Pearl Harbor. Sammen med USA’s præsident, Barack Obama, viste han sin respekt for ofrene for det kejserlige Japans angreb på flådebasen i byen, som for 75 år siden trak USA ind i Anden Verdenskrig.
”Vi må aldrig gentage krigens rædsler. Det sværger vi, det japanske folk, højtideligt på,” erklærede Abe i sin tale.
Abe fremstilles ofte som en firkantet nationalist med oprustning på programmet – og der er næppe tvivl om, at det er han også inderst inde. Men Pearl Harbor-besøget viser, at der også er en anden side af Shinzo Abe. En beregnende og bøjelig pragmatiker.
Abe-regeringens politik går ud på gradvist at skærpe Japans selvstændige profil i regionen og opruste Japans militær, så det kan spille en større rolle i forsvaret af Japan. Baggrunden er, at Kina profilerer sig klarere, og at de færreste venter, at USA’s tilstedeværelse i regionen vil vare evigt.
Abes omstridte sikkerhedspolitiske reformer er blevet kaldt ”krigslovene”, og der er stærk modstand i Japan mod, at landet nogensinde deltager i krig igen. Selvom mange anerkender, at Japan på længere sigt er nødt til at bevæge sig i den retning, Abe er slået ind på, er generationer af japanere vokset op med en stærk pacifistisk opdragelse i skole og hjem.
Abes utvetydige fredsappel under talen ved Pearl Harbor, som bemærkelsesværdigt nok blev holdt på japansk, selvom den som udgangspunkt var rettet mod de amerikanske ofre for 1941-angrebet, er ikke mindst henvendt til denne del af hans egen befolkning.
”Besøget ved Pearl Harbor er endnu et bevis på, at Japans premierminister er en pragmatisk, strategisk og rationel politiker, som forstår, at hans personlige tilbøjeligheder ikke vejer lige så meget som den stadigt dybere kinesisk-japanske rivalisering,” skriver lektor Stephen Nagy fra International Christian University i Tokyo i en analyse på websiden APPS Policy Forum.
Ved siden af Abe stod Obama, få uger før sin afgang som USA’s præsident. Ingen ved, om efterfølgeren Donald Trump vil fastholde USA’s fokus i stillehavsregionen på det nuværende niveau. Flere valgtaler tyder på, at det vil han ikke, selvom han siden valget har nedtonet den pointe.
Derfor var det vigtigt for Abe – mens Obama stadig er præsident – at få lejlighed til at fremstille USA-Japan-alliancen som et enestående eksempel på en forsoning mellem to uforsonlige fjender i en blodig krig.
”Det japanske folk var (efter krigen, red.) i stand til at overleve og begive sig på vej til fremtiden takket være de sweatere og den mælk, som det amerikanske folk sendte dem,” sagde han.
Dybt i hjertet går Abe og den bevægelse i Japan, han er en del af, ind for, at Japan skal kunne sørge for sit eget forsvar og ikke i længden være afhængigt af USA. Men ligesom sin farfar, der var premierminister, og sin far, som var udenrigsminister, ser pragmatikeren Abe stadig alliancen med USA som et nødvendigt onde.
Den del af talen, som i sentimentale vendinger fremhævede styrken og holdbarheden i den amerikansk-japanske alliance, var derfor mest af alt henvendt til en mand – Donald Trump.