(NIYUUSU- news): Onsdag aften var jeg i Haneda-lufthavnen i Tokyo for at sende 23 unge niendeklasse-elever fra den private Alme Skole hjem. Det er altid lidt sentimentalt og underligt at sende en gruppe mennesker hjem, som man i de foregående dage har haft al sin fokus og koncentration rettet imod – og pludselig være alene. Det har jeg efterhånden prøvet mange gange med turister, journalister, alle mulige faglige grupper, ja, selv min egen familie. Men med den her gruppe 15-årige var følelsen måske dobbelt så stærk. Det havde været en meget intens uge.
Det er andet år i træk, at Alme Skole, en lille privatskole med luthersk-missionske rødder, der ligger ude på landet mellem Græsted og Gilleleje i Nordsjælland, som et træk i privatskolernes konkurrence om at have noget attraktivt at tilbyde i niende klasse, så forældrene venter et år med at sætte deres børn i efterskole, har gjort noget så vildt at tilbyde hele klassen en november-rejse til Tokyo. Og det er andet år i træk, at jeg har haft den gode oplevelse at stå for at lave et inspirerende program, føre klassen trygt igennem storbyen og undervejs lære dem lidt om et andet folkeslag med en helt anden kultur og opdragelse.
Det er også meningen, at næste års niende-klasse skal afsted, og det glæder jeg mig allerede til. Jeg kan godt lide at arbejde med vidt forskellige grupper med vidt forskellige mennesker, når jeg arbejder som rejsearrangør og rejseleder, og samarbejdet med Alem Skole har været en fabelagtig ny udfordring for mig.
Et højdepunkt på rejseprogrammet har begge år været et besøg ved Jiyu Gakuen, Frihedens Skole, min kones og søns gamle skole i Hibarigaoka i det nordvestlige Tokyo. Der er sprogvanskeligheder og generthed på begge sider, så det er slet ikke nemt. Men i år byggede de 15-årige japanske mellemskole-elever, der stod for programmet, på erfaringerne fra sidste år, og det lykkedes i mange tilfælde at få skabt en ivrig, positiv og til tider dejligt fjollet stemning mellem unge fra de to lande.
Jeg sad ovre i hjørnet og nød at være vidne til alle de fælles grin og fnis, som quizer og videoer fra begge sider og fine introduktioner til kalligrafi og origami m.m. gav anledning til. Det er utroligt tilfredsstillende at få lov til at spille en rolle i at gøre den slags på en gang lærerige og morsomme udvekslinger mulige.
“Vi ønsker at skabe en motiverende udskoling, hvor der er fokus på internationale relationer på tværs af kultur, religion og sprog. Læring er ikke kun knyttet til bøger og it, men i høj grad også til oplevelser og relationer”, udtalte Almeskolens skoleleder, Anders Vestergård, sidste år i forbindelse med gennemførelsen af den første Japan-rejse.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.