POV til Olympiske Lege, 5. august
Japansk professionel sport handler i Japan om at opnå perfektionisme inden for nogle bestemte færdigheder – og det indebærer uundgåeligt et stort pres på professionelle sportsudøvere
Traditionelt – indtil det vilde og anarkistiske spil, fodbold, i 1990’erne ved en stor markedsføringsindsats blev gjort til de unges sport - har de tre mest populære publikums- og tv-sportsgrene i Japan været baseball, sumo og golf - og i vintersæsonen også kunstskøjteløb. Og dem er der ikke meget anarkisme over.
Fire meget forskellige sportsgrene, men de har det til fælles, at der det meste af tiden tages tilløb til og lægges op til en ultrakort og helt afgørende test af udøvernes individuelle perfektionisme inden for en bestemt færdighed, som de har trænet og trænet i årevis i at blive bedre og bedre til.
Baseball-spillernes kast og slag, sumobrydernes angreb, skub og greb i den andens bælte, golfspillernes slag med forskellige køller, kunstskøjteløberens tre- og firdobbelte spring og saldoer. Alt sammen noget, som kan måles og vejes og registreres i tabeller og ranglister over, hvem der er bedst i år, og hvem der er blevet bedre eller ringere i forhold til året før.
Sådan er ægte professionel sport i japanske øjne, i hvert fald med traditionelle øjne. Denne higen efter teknisk perfektionisme i nogle helt fast definerede kropslige udfordringer, som gentages igen og igen på træningsbanen. Denne higen efter at blive målbart bedre til dem, end man var året før. Denne higen efter et køligt fokus i udførelsen af de indøvede bevægelser, selv når presset er allerstørst, så man ikke bliver hylet ud af den af modstanden, og så man tager det med værdighed, når og hvis man alligevel til sidst taber kappestriden.
Foto: hj west/flickr