(Jeg har skrevet en baggrundsartikel om Nordkoreas opdukken på den ukrainske scene til den nye papirudgave af Ræson, som netop er udkommet. Her er et kort og lettere redigeret uddrag)
I global sammenhæng kan den nordkoreanske indblanding i Ukraine-krigen ses som en markering af det nye ”strategiske partnerskab” mellem Rusland og Nordkorea, som er ratificeret med fanfarer i begge lande, og som i sin artikel fire forpligter dem til at komme hinanden til hjælp, hvis det ene eller det andet land angribes. Rusland er blevet angrebet af Ukraine i Kursk-regionen, ergo rykker nordkoreanerne ud.
Ikke desto mindre er udsendelsen af styrker til Europa med webmediet NK News’ chefredaktør Chad O’Carroll’s ord Nordkoreas hersker Kim Jong-uns ”mest risikable beslutning”, siden han kom til magten ved sin fars død for tretten år siden.
Nordkorea, som i mange årtier har været styret med hård hånd af familien Kim ud fra en radikal nationalistisk ideologi, der har sat ”Nordkorea først” eller rettere ”det nordkoreanske regime først”, er pludselig igen begyndt at handle ud fra en form for internationalistisk perspektiv.
Beslutningen indebærer ”betydningsfulde risici for Nordkoreas statslige propaganda-apparat”, skriver Chad O’Carroll i en analyse.
”Hvis antallet af tilskadekomne nordkoreanere stiger, kan det blive vanskeligt for regimet at retfærdiggøre tabet af menneskeliv i en krig, som mange borgere formentlig vil se som uden for landets kerneinteresser. Dette kunne undergrave opbakning til Kim på et kritisk tidspunkt, hvor han er i færd med at opbygge sin datter som efterfølger, og hvor han fremmer sit eget lederskab på bekostning af sine forgængeres politik”, skriver han.
Chad O’Carroll henviser her til, at ikke alene har Kim Jong-un i løbet af det seneste år usentimentalt droppet sine forfædres mål om koreansk genforening. Han har også droppet en særlig nordkoreansk kalender med afsæt i forfædrenes mærkedage.
LÆS: Hele artiklen i Ræson online – for abonnenter
Foto: Alexei Nikolsky, Kreml/ Wikipedia Commons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.