Forleden dag gik en nyhed verden rundt om, at Studio Ghibli i Japan ville blive helt lukket. Det berømte tegnefilms-værksted kunne ikke fortsætte uden den store mester, Hayao Miyazaki, som gik på pension sidste år.
Det syntes selskabets direktør, Toshio Suzuki, at have sagt i et interview. Men de store overskrifter skyldtes nok mest en dårlig oversættelse på internettet.
I går understregede han i et tv-interview, at selskabet som sådan fortsætter uden fyringer, selv om der ikke er planer om at producere flere tegnefilm i fuld spilleflmslængde. Han varsler oven i købet, at både han selv og selveste Miyazaki kan tænkes at producere kortfilm i fremtiden.
Det skriver avisen Asahi Shimbun i dag.