Det er skrevet og sagt mange gange og mange steder, også af mig selv, at Japans udenrigs- og sikkerhedspolitik i de senere år er blevet mere nationalistisk og selvbevidst, og at Japan har sigte på en langt højere og mere aktiv profil i såvel regionen som hele verden. Det har især været tydeligt gennem premierminister Shinzo Abes syv år ved magten, og han er kommet til at personificere denne udvikling.
Dette er ikke løgn. Det er en væsentlig tendens i tiden. Ingen tvivl om det.
Men disse overskrifter har skygget for, at den japanske udenrigs-og sikkerhedspolitik på samme tid har knyttet an til traditionen fra de foregående årtier ved at været stædigt pragmatisk på en til tider krampagtig måde. Denne tendens er ligeledes personificeret i premierminister Shinzo Abe, der i praksis har vist sig ikke kun at være en indædt nationalist, men også en resultatorienteret pragmatiker.
Denne ufortrødne balancegang mellem nationalisme og pragmatisme kan betragtes i alle Japans væsentlige internationale relationer i disse år. Det har jeg forsøgt at beskrive i en lang artikel i det papirnummer af Ræson, som netop er udkommet.
februar 20, 2020
Af