(I denne uge har borgmesteren i den vestjapanske by Himeji besluttet at hæve entre-billetten til byens fantastiske gamle samurai-borg to en halv gang for alle, der ikke bor i og betaler skat til selve byen, både udlændinge og andre japanere. Forud er gået en lang debat om fænomenet “dobbelt prissætning” ved populære turistmål. Denne debat har jeg med afsæt i Himeji skrevet en artikel om, der blev publiceret for en måneds tid siden af Jyllands-Posten. Nedenstående er et opdateret uddrag af denne artikel)
Flere steder i Japan har man prøvet at kompensere for ulemper og udgifter ved ”overturisme” ved at lade turister betale mere ved indgangen end andre. Således også ved den historiske samurai-borg i Himeji.
Himeji ligger mellem Kyoto og Hiroshima, og utallige er de turister, som gennem årene er kørt forbi i det berømte Shinkansen-lyntog og på afstand har kunnet se den store, hvide Himeji-borg hæve sig over byen. Men i de seneste år har flere og flere turister i takt med den generelle tilstrømning valgt at stå af toget i Himeji og bruge en dag på at opleve den fantastiske seværdighed, som ikke alene er den største, men også den ældste og bedst bevarede af Japans historiske træborge, og som ofte har været benyttet som kulisse i Kurosawa-film og samurai-serier. Ja, den var også med i James Bond-filmen ”You Only Live Twice”.
Antallet af besøgende, inklusive japanske besøgende, er steget med en tredjedel siden 2019. Halvanden million mennesker besteg i 2023, de stejle stier langs fæstningsværkerne op til borgens tårne. Antallet af udlændinge var mere end firedoblet i forhold til året før.
Det slider hårdt på det gamle bygningsværk, så der skal bruges flere penge på vedligeholdelse. Og det slider på personalet, så der skal ansættes flere vagter og guider. Gerne nogle, der kan vise rundt på engelsk, kinesisk og andre udenlandske sprog og derfor skal have mere i løn. Så selv om man får mere i entreindtægt, så er der samtidig en masse ekstra udgifter forbundet med det stigende antal turister.
Man ser det samme overalt ved Japans populære rejsemål. ”Overturisme” er nu et begreb, der debatteres mange steder i Japan, hvor det øgede rykind skaber ulemper for lokalbefolkningen, for eksempel i de gamle kejserbyer Kyoto, Nara og Kamakura.
Og de øgede udgifter, som overturismen skaber, fik i den forløbne sommer Himejis borgmester, Hideyasu Kiyomoto, til at foreslå at indføre to prislag ved indgangen til byens stolte borg, der formelt er en kommunal ejendom. Han foreslog en entre på, hvad der svarer til 30 dollar for udlændinge, sammenlignet med 5 dollar for japanske borgere. Det sidste ville faktisk være billigere end nu.
Borgmesterens forslag blev, også i Japan, kritiseret for, at det ville blive opfattet som et uvenligt og diskriminerende skridt. ”Det kunne skabe diskrimination og fordomme”, advarede lektor Ryo Nishikawa fra Rikkyo-universitetet i Tokyo, der blev citeret af nyhedsbureauet Jiji. Andre kritiserer forslaget som et temmelig plat forsøg på at malke turisterne ekstra og få mere ud af situationen, mens interessen var på højdepunktet.
Så nu har man i Himeji modereret forslaget. Nu arbejdes der med, at skatteborgere i Himeji kommune ligesom nu skal betale 1000 japanske yen (knap 50 danske kroner) – og de, der kommer udefra, japanere såvel som udlændinge, skal betale 2500 yen. Princippet er, at de, der allerede gennem deres skat bidrager til borgens vedligehold, skal slippe billigere end alle andre. Forslaget fremlægges for bystyret i marts og skal i givet fald være gældende fra 2026.
LÆS: Nyhed i Japan Times om borgmesterens udspil i denne uge.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.