marts 5, 2025

Af

(NYUUSU – news): I regeringskontorerne i Tokyo kan man selvfølgelig også godt se, at der med Donald Trumps comeback som præsident er ved at ske noget afgørende med USA’s forhold til verden, inklusive dets gamle alliancepartnere – og dermed potentielt også til Japan.

Men man håber stadig, at man kan mildne konsekvenserne for Japan selv ved at stryge Trump med hårene og undvige åbne konfrontationer på tv af den slags, der i de seneste dage har været mellem USA og Europa i Ukraine-spørgsmålet.

“Da jeg så det på tv og i nyhederne, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, at sådan noget kunne finde sted”, siger premierminister Shigeru Ishiba. ”Vi har ingen intention om at vælge side”.

For Japan er det vigtigste at bevare enighed i G7-samarbejdet, hvor Japan jo sidder med ved bordet, understreger han. ”Vi vil gøre en yderligere indsats for at bevare den amerikanske involvering og sikre G7-enighed. Her må følelser ikke støde sammen. Diplomati må bruges, bakket op af medfølelse og udholdenhed, hvis vi skal skabe fred”.

Men bag scenen er der utvivlsomt stor alarm i samtlige japanske regeringsbygninger over, hvad den vestlige splittelse giver af varsel om, hvad Trump kan finde på at gøre ved historiske alliancer og forpligtelser. Er Japan den næste gamle allierede, som står over for at blive givet en skurkerolle i fuld offentlighed?

Det ser unægteligt ud, som om alle lande i Østasien, som hidtil har belavet deres sikkerhedspolitik på, at USA var strategisk garant for stabilitet i regionen, omsider må se i øjnene, at det kan de simpelt hen ikke belave sig på i samme grad i fremtiden.

Alle i regionen har kunnet se og høre i lang tid, også i hans første periode som præsident, at Trump har tendens til at se alliancer som udgifter, som det måske vil kunne betale sig at spare væk, ofte med kort varsel. Over for det har Japan med føje forsøgt at genetablere den stødpude, det blev opfattet som, at det i sin tid lykkedes for Japans tidligere og nu afdøde premierminister Shinzo Abe at skabe en god personlig relation til den amerikanske præsident i Trumps første periode.

Ved Shigeru Ishibas første møde med Trump i Washington for nylig forsøgte man sig med samme metoder som sidst, en masse smiger og personlige gaver, selv om Ishiba som politiker er en helt andet type end Abe. Den første reaktion var, at det vist egentlig var gået nogenlunde. Abes enke havde ligefrem aflagt Trump et privat besøg nogle få dage i forvejen for at gøde jorden.

I Japan er det indtil videre mere handel end sikkerhedspolitik, der har skabt overskrifter i forhold til Trumps bombastiske genindtræden på scenen. Hvis Trump gør alvor af nogle af de trusler, han har fremsat i de senere uger, kan det blive en meget dyr affære for Japan.

Han har varslet 25 procent told på import af alle biler og bildele. Ikke just en venlig handling over for sin vigtigste allierede i Østasien, idet biler og bildele udgør mere end en tredjedel af Japans samlede milliard-eksport til USA. Samtidig har Trump beskyldt Japan – og i samme åndedrag Kina – for kunstigt at holde deres valutaer lav for at skaffe sig fordele i verdenshandelen på USA’s bekostning – og modsvaret mod kan meget vel også vise sig at være yderligere toldstigninger, rettet mod de to lande.

Men selv om de fleste overskrifter har handlet om told og handel, så er man i Tokyo på det rene med, at den aktuelle udvikling også har enorme geopolitiske konsekvenser. Hvilket tydeligst kan aflæses af en tale, som den tidligere premierminister Fumio Kishida holdt i går i Tokyo.

”Hvis Ukraines stemme, den invaderede nations stemme, ikke er reflekteret i våbenhvileforhandlingerne, og hvis samtalerne udelukkende sker i overensstemmelse med aggressorens påstande, så vil en eventuel fred i regionen forblive ustabil. Konflikt mellem USA og Europa om Ukraine-Rusland-fredsforhandlinger vil blot gøre de autoritære lande til vindere”, sagde Fumio Kishida – og det ville den erfarne diplomat, han er, næppe have gjort så klart, hvis ikke han havde talt med Ishida på forhånd.

Kishida havde som et slags omkvæd i sin tid som regeringschef fra 2021 til 2024, at han i mange af sine sikkerhedspolitiske udmeldinger understregede, at ”Ukraine i dag kan blive til Østasien i morgen”.

(Foto: Kantei)

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.