(NYUUSU – news): I går aftes japansk tid var der et stort jordskælv med epicenter i undergrunden under havet lige øst for den sydlige japansk ø Kyushus østkyst.
Det var utvivlsomt voldsomt ubehageligt for dem, der bor i Miyazaki-amtet, som er tættest ved. Og det gjorde det endnu mere ubehageligt, at det blev fulgt af en intens række pænt store efterskælv i de følgende timer. Der var også varsel om en tsunami, som dog endte med ikke at være ret stor.
Det er et vilkår, når man bor, arbejder eller rejser i Japan, at man kan komme ud for større eller mindre jordskælv. Det er og bliver et usikkert geologisk underlag. Der er mange skælv, de fleste er ikke ret store, men en gang imellem går det helt galt. Man tager det roligt til hverdag og forsøger at forberede sig på den dag, hvor den helt store katastrofe sker. Der er ikke andet at gøre.
Hvis man oplever et mærkbart jordskælv, så gælder det som noget af det første om at tænde for det nærmeste tv – eller eventuelt en jordskælvs-app på ens mobiltelefon – for at se, hvor epicentret er, og om der er udstedt et tsunami-varsel. Hvis man ikke ved, hvordan man skal læse den særlige japanske skala for et jordskælvs styrke, så se nedenfor. Den almindeligt anvendte Richter-skala fortæller om situationen i selve epicentret, men den er svær at blive klog af, så længe man ikke ved, hvor langt væk man selv er fra epicentret, og hvor dybt nede i jorden det er.
Den såkaldte Shindo-skala, som bruges i Japan, er derimod beregnet på at fortælle, hvor voldsom den seismiske aktivitet og dermed konsekvenserne af et jordskælv er på lige præcis det sted, man opholder sig. De højeste tal måles tæt ved epicentret, og så bliver tallene lavere, jo længere væk man kommer.
Skalaen er på syv. Shindo-1 er, hvor man kun lige kan mærke en rystelse, ved Shindo-3 rasler kaffekopperne, ved Shindo-4 svinger lysekronen, og ved Shindo-6 og -7, kan man ikke stå oprejst og bliver hvirvlet rundt, og huse styrter sammen.
Skælvet i Miyazaki var de værste steder på Shindo-5-minus, hvilket er stærkt nok til, at mange har nået at tænke: ”Uha, er dette her det helt store?”
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.