(Jeg har på basis af et kapitel i min Hokkaido-bog fra sidste år omskrevet og radikalt udvidet leksikon-artiklen på lex.dk om Hokkaidos historie og nutid)
Hokkaido blev indtil 1869 kaldt Ezo, den næststørste og nordligste af de fire japanske hovedøer. Øen omfatter 83.452 km2 og havde i 2023 5,11 millioner indbyggere. Hovedbyen er Sapporo, i dag Japans femtestørste by. En meget stor del af industrien og næsten halvdelen af befolkningen er koncentreret til Sapporo-området.
Klima og landskab
Hokkaido er som de øvrige japanske øer bjergrig og præget af vulkaner og seismisk aktivitet. De store sletter mellem bjergene rummer landbrugsområderne og bebyggelsen og er dannet af vulkansk nedbrydningsmateriale. Klimaet er koldere og mere fastlandspræget end det øvrige Japans.
Snefaldet er stort om vinteren, men sommeren er varm nok til risproduktion, om end vækstperioden er kort og kræver hurtigtvoksende varieteter. Hokkaido er i de senere årtier blevet et populært rejsemål for skiturister.
Før koloniseringen
Frem til Meiji-reformernes begyndelse i 1860’erne blev Hokkaido ikke opfattet som en del af Japan. Hokkaido blev set som et fjernt og fremmed sted. Koldt og uhyggeligt. Centralmagten i Edo, det nuværende Tokyo, centreret omkring skiftende Tokugawa-shoguner, opfattede klart Ezo som japansk interessesfære. Men bortset fra en lille japansk enklave, Wajinchi (Japanernes Sted), omkring havnen i det nuværende Hakodate tæt ved øens sydligste spids, som var oprettet allerede i 1500-tallet, var resten af den kæmpestore ø beboet af det inuit-lignende ainu-folk, som fik lov at leve sit traditionelle liv uden megen indblanding fra japansk side.
Administrationen af Wajinchi og relationen til det øvrige Hokkaido var af shogunen uddelegeret til Matsumae-klanen, der havde hovedsæde på Japans nordligste samurai-borg på selve sydspidsen af Hokkaido. Skiftende daimyoer (herremænd) af Matsumae-slægten fik allerede i 1500-tallet af shogunen højtideligt til opgave at forsvare den tids feudale Japan mod ”barbarer fra nord”, dvs. ainuerne. Rusland lå for langt væk til, at man på det tidspunkt så dem som en stor trussel.
Åbenhed for omverdenen
I modsætning til Japans øvrige regerende klaner sydfra havde Matsumae-klanen ikke kun erfaring med dyrkning af jorden, men også med fiskeri, som var et af hovederhverv i Wajinchi. Matsumae-lederne var uantastede i deres magtposition og var nogle af de første lokale herskere i Edo-tidens Japan, som ikke alene lukkede udlændinge ind over grænserne, men også på egen hånd forhandlede med officielle repræsentanter for andre lande. Hakodate var som havneby meget tidligt en af de få byer i Japan med et synligt miljø af udenlandske beboere.
Matsumae-borgen blev i 1869 scene for et af de sidste blodige slag under Boshin-krigen, hvor Meiji-reformatorerne satte sig på magten i hele Japan på bekostning af Tokugawa-familien, der som shoguner havde regeret Japan i to et halvt århundrede. Matsumae-familien var ligesom andre lokale feudalherrer i det nordøstlige Japan forblevet loyale over for den afsatte shogun til det sidste.
Kolonisering
Med Meiji-regeringens magtovertagelse og reformernes begyndelse skulle Japan nu moderniseres og gøres til en rigtig nation i vestlig forstand. Ezo skiftede navn til Hokkaido (Vejen til det nordlige hav), der stadig som udgangspunkt blev opfattet som et fremmed land, en provins, der imidlertid nu skulle koloniseres og utvetydigt gøres til en del af det nye Japan.
Sapporo blev Hokkaidos hovedstad, og byen voksede hurtigt. Den havde allerede 100.000 indbyggere i 1920’erne. Der blev nedsat en særlig kommission til udvikling af Hokkaido som en afdeling af regeringen nede i Tokyo, og der blev sat alle mulige centralt styrede initiativer i gang. Japanske nybyggere rykkede til Hokkaido, og de bosatte sig rundt omkring på hele øen og holdt sig ikke længere kun til Wajinchi-området. Ainu-folket blev i denne fase trængt tilbage, fik frastjålet deres land og blev tvangsintegreret i den japanske stat.
Det gjorde man dels for at kunne udnytte øens ressourcer, men på kort sigt mest af alt af strategiske årsager. Hokkaido skulle befæstes som det nye Japans stødpude over for Rusland, der nu blev opfattet som den farligste rivaliserende stormagt i regionen, og som i samme periode målrettet opdyrkede og koloniserede Sakhalin-halvøen lige nord for Hokkaido. Landbruget spillede en hovedrolle i disse investeringer i fremtiden. Hvis Hokkaido skulle opbygges som en effektiv bastion, skulle folk have nok at spise. En opdyrkning af de opdyrkelige dele af øens landskab var en helt central opgave.
En blandet skare af nybyggere
Meiji-regeringen afskaffede samurai-systemet i resten af Japan, og millioner af tidligere samuraier, som havde fungeret som krigere, men også som administratorer og rådgivere for lokale japanske herremænd, blev arbejdsløse. 40.000 af dem blev i de følgende år flyttet til Hokkaido, for med øje på den russiske trussel var det bekvemt, at en god del af de landmænd, der opdyrkede Hokkaido, som udgangspunkt også havde en militær baggrund. Der skød en række byer op i et landskab, der hidtil ikke havde set byer. En ikke uvæsentlig del af byggearbejdet blev udført at straffefanger, der blev sendt til Hokkaido for at udføre strafarbejde som en ekstra hård afstraffelse.
Mange andre nybyggere var folk, der var kørt sur i livet andre steder – eller som flygtede fra fallit eller skandale. Eller idealister, der søgte efter jomfruelig grund, hvor de kunne udbrede en politisk eller religiøs sag, en særlig form for kampsport eller noget helt tredje. Alt i alt en uhyre blandet skare, som altså nu skulle befolke øen Hokkaido sammen med ainuerne, der var skubbet til side i deres eget land og i løbet af kort tid blev en forsvindende minoritet. Ainuerne havde levet som samlere og jægere, og af alle de omvæltninger der er sket på Hokkaido siden koloniseringens begyndelse, er det måske den allermest gennemgribende, at man er begyndt at dyrke jorden.
Ris og mejeriprodukter fra nord
Allerede i slutningen af shogun-tiden var Hakodate som en del af ulige traktater, indgået mellem det vaklende shogun-styre og vestlige kolonimagter, gjort til en ”åben havn”. Endnu flere udlændinge flyttede til byen for at handle og missionere. Kirker og templer af alle trosretninger skød op i den kuperede by, og mange ligger der stadig. Prøjsiske landbrugspionerer udviklede på licens fra det lokale styre et større markområde uden for Hakodate til en udstrakt kornmark efter tysk forbillede.
Men i begyndelsen af Meiji-tiden blev det ikke Tyskland, men tværtimod USA, der blev den fremmeste model i bestræbelserne på at etablere landbrug – ikke mindst kvægavl til mejeribrug – på øen. Her kom samarbejde med dansk landbrug senere (i perioden 1920-1960 med en afbrydelse under verdenskrigen) til at spille en væsentlig rolle.
Hokkaido ligger nær risavlens nordgrænse, men i begyndelsen af 1900-tallet blev store dele inddraget til risproduktion; andre vigtige afgrøder er majs, sukkerroer og kartofler. I dag dyrker man på grund af dygtig innovation (og medspil af klimaforandringerne) flere populære rissorter på Hokkaido.
Den første Meiji-udpegede kommissær for Hokkaidos udviklingskommission, den senere premierminister Kiyotaka Kuroda, rejste til USA og inviterede amerikanske eksperter inden for infrastruktur, minedrift og landbrug til at komme til Hokkaido som konsulenter og rådgivere.
Tættere tilknytning
Den japanske stat har iværksat adskillige industri- og egnsudviklingsprojekter. Blandt andet er den kostbare og 53 kilometer lange Seikan- jernbanetunnel under Tsugarustrædet (påbegyndt 1972 og færdigbygget 1983) et forsøg på at knytte Hokkaido tættere til de øvrige øer. I dag kører der også Shinkansen-lyntog gennem Seikan-tunnelen.
Øgruppen De sydlige Kuriler (på japansk: De Nordlige Territorier) blev indtaget af Sovjetunioneni de sidste uger af 2. Verdenskrig. Japan gør krav på de sydligste af øerne, som ligger lige øst for havnebyen Nemuro på Hokkaido.
I dag oplever Hokkaido som andre udkantsområder i Japan dramatisk tilbagegang i befolkningstal, og der tages adskillige initiativer for at bremse denne tendens.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.