Da jeg sidst rejste ind i Japan i slutningen af december, havde den japanske regering netop indført skærpede indrejseregler for alle tilrejsende, herunder forretningsfolk og alle med bopæl i Japan, inklusive japanske statsborgere.
Man skulle corona-testes både før og efter flyrejsen og tilbringe de første to uger i selv-isolation på en og samme adresse uden at bruge offentlig transport. Dengang gjaldt der særlige regler for tilrejsende fra Storbritannien og Sydafrika på grund af de nye varianter af covid-19 med oprindelse disse steder. De skulle – uanset at begge deres test havde været negative – for egen regning tilbringe de første tre døgn i karantæne på et bevogtet hotel ved lufthavnen og derpå vise sig negativ ved en tredje test, før de blev lukket ud til resten af deres selv-isolations-periode.
Mange danskere skriver længselsfuldt til mig og spørger, hvornår man kan få lov at rejse ind i Japan. Men, kære venner, virkeligheden er, at den seneste udvikling stadig er en skærpelse. Reglen for briter og sydafrikanere (og nogle få andre) om de tre dage i tvungen karantæne på et lufthavnshotel blev i sidste uge udvidet til ankommende fra tretten andre lande, inklusive Danmark, Sverige og Tyskland. Baggrunden er de relativt høje smittetal for nye varianter i disse lande.
Så det går foreløbig den forkerte vej. De japanske myndigheders fokus er entydigt på at gennemføre de olympiske og paralympiske lege i månederne fra juli til september uden større stigninger i smittetal – og så må man se på, hvad man stiller op med alle andre bagefter. Japan vil i forbindelse med legene blive vært for titusinder af sportsfolk, ledere, trænere og mediefolk fra hele verden, som vil blive præsenteret for meget stramme restriktioner, som skal sikre, at de kommer til at operere i en ”boble” i det japanske samfund – helst uden at komme tæt på en eneste japaner. I mellemtiden er der ikke ret meget håb for almindelige turister, uanset om man rejser i gruppe eller individuelt.
”I den nuværende situation vil vi som et middel til at bekæmpe pandemien ikke tillade en eneste turist”, har en anonym embedsmand i den japanske premierministers kontor forleden dag udtalt til en række japanske nyhedsmedier.
”Ud fra et realistisk standpunkt vil det også være svært at tillade udenlandske tilskuere til de olympiske lege”, fortsatte han.
Der er jo titusinder af sportsentusiaster over hele verden, som ligger inde med billetter til de olympiske sportskonkurrencer, købt sidste år, da legene oprindeligt skulle være holdt i 2020. Men alt tyder på, at der ved et online-møde næste uge mellem IOC, Den Olympiske Komite, og organisationskomiteen i Tokyo vil blive taget definitiv beslutning om ikke at lukke udenlandske tilskuere ind i landet til legene. Det er soleklart fra udtalelser fra alle parter, at beslutningen reelt allerede er truffet, også selv om det indebærer kolossale tab for rejsearrangører, hoteller og andre involverede.
Om der overhovedet bliver tilskuere ved sportskonkurrencerne, og om japanske borgere og alle, der allerede opholder sig i Japan, får tilladelse til at rejse gennem landet for at overvære begivenhederne, det vil der blive taget stilling til ved en separat beslutning i næste måned. Det er tænkeligt, at det omstridte ”Go-to-program”, som skal stimulere indenlandsk turisme, allerede i forårets løb vil blive genoplivet af hensyn til den kriseramte og desperate rejsebranche i selve Japan.
Hvis arrangørerne slipper levende gennem både de olympiske og de paralympiske lege uden væsentligt øgede smittetal og andre skandaler, og hvis den globale situation – eller i det mindste situationen på den nordlige halvkugle og i de industrialiserede lande, hvor de fleste efterhånden vil være vaccinerede – på det tidspunkt er normaliseret, vil der i efteråret være et massivt pres på de japanske myndigheder for at lempe på restriktionerne ved landets grænser.
Men her er det mest sandsynligt, at man – som det oprindeligt var meningen her i april - vil begynde med nogle ”pilotprojekter” med grupperejser, solgt til kunder i andre asiatiske lande, der opfattes som de mest sikre i forhold til smitte, og som er mest vant til at rejse i grupper under gennemkontrollerede betingelser, hvor man holdes separat fra lokalbefolkningen. Disse rejser vil være uden mulighed for at strejfe til højre og venstre for den fælles rute og uden mulighed for uden for programmet at gå ud i byen på egen hånd om aftenen, som mange europæiske turister jo ellers godt kan lide at gøre.
Hvornår man vil gå videre fra disse pilotprojekter til en mere generel åbning for udenlandske rejsende uden visa og opholdstilladelse, er svært at sige – men efteråret er kort og vil allerede være ved at være gået, er jeg alvorligt bange for.
Dette er min journalistiske fremstilling af sagen, så nøgtern og realistisk som mulig. Rejselederen i mig bærer stadig på et lille håb om, at ovenstående analyse er for pessimistisk – men håbet svinder i øjeblikket uge for uge.