august 9, 2024

Af

Den 11. marts var det ti år siden, at tre reaktorer ved atomkraftværket i Fukushima i det nordøstlige Japan nedsmeltede efter en gigantisk tsunami. Jeg har besøgt Fukushima mange gange siden som journalist, kursusleder eller rejseleder, og jeg udgav i anledning af årsdagen en bog på Turbine med titlen: “Fukushima – den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan”.

For mange danskere er Fukushima slet og ret blevet navnet på en katastrofe. Men det er synd og skam, for Fukushima er så meget andet og mere end det. Det er Japans tredjestørste amt med en spændende historie om samuraiernes sidste bastion i Japan, en fabelagtig natur med grønne bjergskråninger og blå bjergsøer, Japans bedste sake (risvin) og et mangesidet køkken med et stort udbud af frugt og svampe.

I virkeligheden betyder Fukushima “Lykkens Ø”, og mit foredrag handler med føje ikke kun om ulykke, men lige så meget om lykke. Katastrofen sker først midt i foredraget, men o dets anden halvdel fortæller jeg selvfølgelig om, hvad der er sket på det ødelagte atomkraftværk i løbet af de sidste ti år, hvilke konsekvenser ulykken har haft for Fukushimas seje befolkning, og hvorfor den historie slet ikke er afsluttet endnu – selv om mange måske er lige ved at have glemt den.

Jeg tilbyder et billedrigt foredrag om Fukushima, som jeg gerne rejser overalt i landet for at holde. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com , hvis I er interesserede.