(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
I næste uge er det seks år siden, at en tsunami ødelagde atomkraftværket i Fukushima. Ulykken har mange ofre, heriblandt de såkaldt frivillige evakuerede, som fra i dag mister deres støtte fra staten.
Noriko Matsumoto er 55 år. Hun og hendes datter bor ikke derhjemme. Det har de ikke gjort i seks år.
Efter Fukushima-ulykken, hvor et atomkraftværk nordøst for Tokyo i marts 2011 efter et stort jordskælv blev ramt af en ødelæggende tsunami, og tre af dets reaktorer nedsmeltede, turde hun ikke længere blive boende i familiens hjem i byen Koriyama, 55 kilometer fra værket.
Der blev målt højere radioaktivitet i luften end før ulykken. Hendes dengang 12-årige datter fik næseblod og diarré og andre symptomer, som hun aldrig havde haft før. Noriko Matsumoto følte ikke, at hun havde andet valg end at splitte familien op.
”Jeg er en moder. Jeg måtte frelse min datter,” siger hun.
Faderen driver en restaurant og var nødt til at blive boende i Koriyama, mens resten af familien flyttede til Kanagawa vest for Tokyo, 250 kilometer væk fra Fukushima-værket. Siden da har familien haft to huslejer og måttet betale dyre lyntogsbilletter for at besøge hinanden to gange om måneden.
Familien Matsumoto er såkaldte frivillige evakuerede, fordi de ikke boede inden for den officielle evakueringszone i 20-30 kilometers omkreds af værket. De lod sig evakuere på eget initiativ.
Nu får de fra i dag frataget, hvad Noriko Matsumoto kalder deres livline. Fukushima-amtet har indtil nu i henhold til japansk lov betingelsesløst betalt et tilskud på 90.000 yen (5500 kroner) om måneden til deres husleje i Kanagawa, men den ordning er udløbet ved udgangen af februar.
”Miljøet (uden for evakueringszonen, red.) er sikkert, så man kan sagtens leve et normalt liv. Så vi er ikke længere i stand til at stille midlertidig beboelse til rådighed,” udtaler en repræsentant for amtet til nyhedsbureauet AFP.
Lige efter Fukushima-ulykken var der 26.601 ”frivillige evakuerede”, fordelt på 10.524 husholdninger. I dag er over 18.000 mennesker omfattet af ordningen. De står nu med valget mellem på den ene side at flytte tilbage til en situation, som de stadig ikke oplever som sikker, eller på den anden side finde penge i hverdagen til to huslejer.
De er en glemt gruppe blandt de evakuerede fra Fukushima. Lige efter atomulykken blev i alt 160.000 mennesker evakueret, nogle tvungent, andre frivilligt, og kun knap halvdelen af dem har siden kunnet flytte hjem igen.
Noriko Matsumoto fortæller, at datteren straks får symptomer, når hun besøger sine gamle veninder i Koriyama, så for hende er det ikke en reel mulighed at vende tilbage nu. Hun vil nu sammen med andre ”frivillige evakuerede” søge Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, der ejer og driver værket, om erstatning. Men alle ved, at Tepco for længst i realiteten er gået fallit under byrden af erstatninger og kun holdes i live af støtte fra regeringen.
”Både den nationale og den lokale regering siger, at vi handler egoistisk, og derfor svigter de os. De siger, det er vores eget ansvar. Jeg føler stor vrede over at blive kasseret på den måde,” siger hun.
”Jeg vil gerne have, at I forstår, at hvis der ikke havde været den ulykke, så havde vi stadig et hjem, og så havde vi stadig et sted at vende hjem til,” siger hun med grådkvalt stemme.
Når mange familier nægter at flytte hjem, peger de på radioaktivitets-målinger, som 4000 borgere har foretaget i et stort område og samlet på hjemmesiden Minna no Data (Alles data), der viser, at den øgede radioaktivitet ikke følger en pæn cirkel uden om værket, men måles pletvis i store områder.
”Hvis man følger den grænse på 1 millisievert om året, som læger efter Tjernobyl-ulykken i 1986 fastlagde som grænse for, hvilken effektiv dosis radioaktivitet der var sikker for mennesker, så er der stadig hotspots mange steder, helt ned i nærheden af Tokyo,” siger Hidetake Ishimaru, der er direktør for Minna no Data.
Den japanske regering fulgte i den første tid efter Fukushima-ulykken denne grænse, men satte den senere op til det 20-dobbelte, således at det nu opfattes som sikkert at bo i et område med en radioaktivitet op til 20 millisievert om året.
Noriko Matsumoto understreger, at det er et voldsomt mentalt pres at leve på den måde, familien nu har levet i seks år.
”Hvis vores børn bliver udsat for mobning, fordi de kommer fra Fukushima, så hører vi fra skolelærere og andre forældre, at det er vores egen skyld, fordi vi har bragt vores børn i den situation ved uden grund at lade os evakuere,” fortæller hun.
Fakta om katastroferne 11.marts 2011
* Et jordskælv, der målte 9,1, havde epicenter i farvandet ud for Japans nordøstlige kyst.
* En bølge af tsunamier væltede i de følgende timer ind over kysten og kostede cirka 18.000 menneskeliv.
* På et atomkraftværk i Fukushima blev nødgeneratorerne afbrudt, og tilførslen af nedkølingsvand gik i stå. Tre reaktorer nedsmeltede i løbet af de første døgn.
* Det ventes at tage mindst 40 år, før de nedsmeltede reaktorer er nedkølede nok til, at de kan indkapsles for eftertiden.
* Bortset fra de første uger er der officielt ikke målt radioaktivitet i området uden for evakueringszonen, som er faretruende højt. Men de vedtagne faregrænser er omstridte.
Foto: FCCJ