HONJITSU - Nyt fra Japan: De senere års store rykind af udlændinge i Japan, hvor der er kommet cirka en halv million nye beboere ind i landet om året, er i et flertal af japanernes øjne en god, men også uundgåelig udvikling.
Ved en nylig meningsmåling, foretaget af erhvervsavisen Nikkei, svarer 69 procent, at det er "godt" at se en stigning i antallet af udlændinge.
Langt de fleste giver som årsag, at udlændingene er en vigtig arbejdskraft i en tid med alvorlig arbejdskraftmangel. Men hele 50 procent siger samtidig, at de er enig i udsagnet "Jeg bryder mig ikke om det, men der er ikke noget at gøre ved det".
Det afspejler næppe, at de adspurgte på det personlige plan har noget imod de unge udlændinge i den lokale døgnbutik. Det er mit indtryk, at udlændinge, som taler lidt japansk og knokler samvittighedsfuldt med deres arbejde, accepteres af de fleste.
Men et eller andet sted er der mange, især i den ældre generation, der føler, at det ikke burde være sådan, og at der burde være indfødte japanere nok til at udfylde de job, som udlændingene får. Det er der bare ikke på grund af den skæve alderspyramide i landet. Der er færre og færre japanere i den arbejdsdygtige alder til at forsørge flere og flere pensionister, og sådan vil udviklingen uundgåeligt være i mange år fremover.
Det japanske parlament vedtog sidste år nogle nye visa-kategorier, som skal gøre det nemmere for udlændinge at komme til Japan og arbejde i landet i længere perioder.
Læs Nikkeis nyhed om meningsmålingen
Foto: WikimediaCommons
HONJITSU betyder "i dag" eller "lige nu", og under denne rubrik vil jeg fremover skrive korte nyheder her på min hjemmeside om vigtige og perspektivrige udviklinger eller begivenheder i Japan og Østasien.