HONJITSU –Nyt fra Japan: De fleste japanere kender Tokyos ”borgmester”, Yuriko Koike, den øverste demokratisk valgte leder for Tokyo By’s godt ni millioner indbyggere. Hun er tidligere minister og har efter alt at dømme stadig landspolitiske ambitioner.
Hun har i de senere måneder benyttet corona-krisen som platform for at vise handlekraft og tydelig ledelse. Hvor premierminister Shinzo Abes regering har slalommet sig gennem krisen og set ud, som om den skiftede strategi hele tiden, efterhånden som tingene udviklede sig, har Yuriko Koike, iført alvorsmine og mundbind, med klare budskaber til sine borgere udfordret regeringen. Hun har set ud, som om hun har vidst, hvad hun ville, og hvor hun ville hen.
Men det er hun ikke den eneste, der har gjort. Abe-regeringen har valgt en strategi, hvor den har lagt en til stor del af bekæmpelsen af covid-19-smittespredningen og ansvaret for såvel nedlukning som genåbning ud til de valgte ledere af Japans 47 ”ken”, store administrative enheder, som jeg plejer at oversætte med amter. På engelsk siger man ”prefectures”, men det er der ingen danskere, der ved, hvad er.
Normalt oversætter man en ”ken-cho”, en valgt leder af et ken, med ”guvernør”, men ikke fordi han er udsendt af et kolonistyre. En guvernør er en central skikkelse lokalt, men har sjældent høj profil på landsplan. Det har flere af dem dog fået under den aktuelle krise. De har markeret sig på nationale tv-skærme som ledere, der har klarere mål og er klarere i spyttet end regeringschef og ministre.
Mest populær er Osakas unge borgmester, den 44-årige Hirofumi Yoshimura, blevet. Hans såkaldte ”Osaka-model” for, hvilke måltal for smittespredning og sygehusbelastning man skulle ned på, før man kunne begynde at lempe på undtagelsestilstanden, var til at forstå, og den blev en model for hele landet.
Også Hokkaidos endnu yngre guvernør, den 39-årige Naomichi Suzuki, har haft en høj profil. Han erklærede allerede i februar, da smitte fra kinesiske skiturister havde sat et større covid-19-udbrud i gang på Japans nordlige ø, en lokal undtagelsestilstand, selv om guvernører teknisk set slet ikke har magt til den slags. Smittede blev isoleret, smitteveje blev identificeret, skoler blev lukket, folk fik besked på at blive hjemme, og udbruddet kom hurtigt under kontrol. Det blev også en model, som man forsøgte at følge i landet som helhed i de følgende måneder.
Japans politiske struktur er altid blevet opfattet som en meget centraliseret, idet de allerfleste skattepenge kommer via finansministeriet, og alle store udgifter skal godkendes her. Sådan er det stadig. Da det blev guvernørernes job at kræve de mest stædige restauranter og spillehaller lukket, var der flere af dem, der først sagde, at det ville de ikke, så længe de ikke fik flere penge fra finansministeriet til at kompensere ejerne.
Men ikke desto mindre har corona-krisen tilsyneladende medført en forskydning af ikke kun eksponering, men også i en vis udstrækning politisk magt og indflydelse til lokale niveauer. Om dette skred er holdbart, når det bliver hverdag igen, bliver interessant at følge.
Illustrationer: Øverst Yuriko Koike, nederst Hirofumi Yoshimura (tv-billeder)
