(NYUUSU – news): Tidligere i dag markerede man i Kobe 30-årsdagen for det gigantiske jordskælv, som havde epicenter lige under byen 17. januar 1995. Man mindes de 6000 dræbte. ”Ødelagte byer kan genopbygges, men tabte liv kan ikke erstattes”, som en klummeskribent i avisen Asahi Shimbun i sin tid skrev på 10-års-dagen.
Jeg var Politikens Japan-korrespondent dengang, men på selve dagen befandt jeg mig i bladhuset på Rådhuspladsen i København og hjalp med dækningen derfra så godt jeg kunne. Først halvanden uge senere var jeg tilbage i Japan, tog direkte til Osaka, og den følgende morgen gik jeg sammen med en god tysk kollega ind i Kobe. Toglinjer var så ødelagt, at man halvvejs mellem Osaka og Kobe måtte stige ud og spadsere resten af vejen.
Det er svært at forestille sig i dag, men det var før mobiltelefonernes indtog, og i de første døgn efter skælvet var alle forsyninger og forbindelser afbrudt, og man vidste dårligt nok, hvor galt det stod til nede i centrum. Vi vidste godt nok det meste, da vi endelig nåede frem, men det var noget andet at se det med egne øjne og snakke med de frysende overlevende ved improviserede suppekøkkener i alle parkerne undervejs.
”Udgangspunktet er kaos. Sammenfaldne huse, afbrændte tomter og ruinrester fylder halvdelen af kørebanen, og affald i hobevis på hvert andet gadehjørne. En flig af en skrivebog fra skolen, en families husholdningsregnskab med bunden i vejret, halvandet par sko, kassettebånd i båndsalat – alle mulige små farvede ting midt i de knuste dynger, der for 12 dage siden var hjem for tusinder af japanere”, skrev jeg i en reportage i søndagsavisen.
”Da regeringen viste sig famlende og uforberedt over for den opgave, den pludselig stod overfor, kunne borgerne fra første sekund selv finde ud af spontant at organisere hjælpearbejdet. Der er en eller anden sej styrke i Japans civile samfund”, hed det senere i reportagen.
”Her er ingen fra regeringen eller bystyret. Kun os frivillige. Vi kører det hele selv. Det er derfor, det virker. Alle glemmer deres faste arbejde. Livet kommer først”, som en af de frivillige, Hideo Onishi, sagde til os.
Senere på dagen skulle jeg ud af byen igen. Det var fredag, min reportage skulle i søndagsavisen, så jeg måtte tilbage til computer og telefonforbindelse på hotellet i Osaka. Der var ikke noget, der hed wifi. Så jeg begav mig alene på vandring i det tiltagende mørke, mens min tyske kollega blev nede i centrum til næste morgen. Det var for mig personligt den værste del af oplevelsen.
”Der er på en grusom måde noget dramatisk fotogent over en jordskælvsramt storby ved dagslys. Men efter mørkets frembrud er der kun uhyggen tilbage”, skrev jeg. ”Man knaser hen over glasskår, man ikke kan se. Man gokker ind i rustne javerter, der stikker ud af de ødelagte huse. Man skal deles med frustrerede trafikerende om de smalle veje, der gøres endnu smallere af de mange dynger bygningsrester alle vegne”.
Kobe-jordskælvet var en brutal lærestreg for de japanske myndigheder, som siden har strammet op på beredskab og bygningsregler. De ville nok trods alt være bedre forberedt, hvis det samme jordskælv skete igen i dag.
Allerede halvanden uge efter 17. januar 1995 skrev jeg til sidst i min reportage om mine medpassagerer i toget den sidste del af vejen tilbage til Osaka: ”Normalt er sådan et sent tog i Japan noget af det mest tavse på denne jord. Men de her japanere står og snakker med hinanden på kryds og tværs – om jordskælvet, der dræbte over fem tusinde mennesker (Tallet endte på 6000, red.) og ramte alle familier. Skælvet, der smadrede en driftig by. Men også på den mest brutale måde har sat gang i fornyelse. Et næsten ufatteligt efterskælv”.
Reportage-artiklen var i øvrigt ikke ret god. Jeg var alt for træt, da jeg endelig kom tilbage på hotellet, til at få styr på alle indtrykkene. Men nogle få citater kan godt tåle at blive genbrugt 30 år senere.
Foto: Masahiko Ohkubo, Wikimedia Commons
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.