Gode kolleger på Radio 24syv har læst mine artikler tidligere på ugen i Kristeligt Dagblad om Japans ældre, og derfor var jeg i morges dansk tid inviteret med til en snak i sommerens morgenprogram Nyhedstrekanten om samme emne.
Teknikken kiksede lidt i begyndelsen, selv om jeg stod parat herovre. Men da vi kom i gang med snakken, kom den ikke mindst til at handle om, hvorfor de ældre japanere dog finder sig i at skulle knokle så højt op i alderdommen, som de gør.
Mit svar var, at hvis man aldrig har drømt om at hygge sig og rejse ud og opleve verden i sine pensionist-år, så savner man det heller ikke, hvis man aldrig kommer dertil.
Det har altid været sådan i Japan, at de fleste – uanset pensionsalder – fortsatte med at arbejde eller være aktive på en eller anden måde, indtil de simpelt hen ikke magtede det længere. Den indstilling er der blot blevet endnu mere behov for i dag end tidligere, og behovet vil stige endnu mere i de kommende år.
Hvor længe de knap-så-gamle kan hamle op med at passe og pleje de allerældste og give dem et anstændigt liv, det er et stort spørgsmål. Allerede i dag er hver fjerde japaner over 65 år gamle, og hver ottende er over 75 år gamle.