(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Færre japanere i den erhvervsaktive alder skal forsørge flere ældre. Det lader sig kun gøre, fordi mange ældre selv gør en kæmpe indsats som for eksempel i Nagano-regionen.
De pludrer og hygger sig, mens de laver mad sammen iført voldsomt lyserøde T-shirts og skriggule forklæder og tørklæder. Der bliver fniset og leet, som om kvinderne omkring kogeblussene var et halvt århundrede yngre, end de er.
”Se hvor livlige de er. De opfører sig slet ikke som gamle mennesker,” lyder det halvt anerkendende, halvt undskyldende fra Hazuki Shinohara, ernæringsrådgiver på rådhuset i Saku Kommune i Nagano-bjergene.
Japanerne har den højeste levealder af alle folkeslag, både blandt kvinder og mænd. Og højt oppe i bjergene i Nagano-amtet, den region i landet med flest bjergtinder over 3000 meter, lever indbyggerne allerlængst. Gennemsnitsalderen for kvinder er 87,18 år, og for mænd er den 80,88 år.
Det skyldes ikke kun den friske bjergluft. Det skyldes også, at man traditionelt har spist sundt. Beboerne i Nagano spiser i gennemsnit 370 gram grønsager om dagen, den største mængde i landet og langt over landsgennemsnittet på 290 gram.
Samtidig har de siden Anden Verdenskrig haft en praksis med i højere grad end deres landsmænd i resten af landet at gå til jævnlige helbredstjek hos lægen, og derfor opdages sygdomme hurtigere end andre steder og kan behandles mere effektivt.
Men disse gode traditioner lever ikke videre af sig selv. De holdes i hævd af myndigheder og sundhedspersonale. Og her spiller de gamle damer i de lyserøde T-shirts, der kaldes shokkai-san, en nøglerolle i at fremme sund kost og sund levevis blandt deres jævnaldrende – og fastholde de gode vaner.
På landsplan er der i alt 150.000 af sådanne frivillige sundhedsfremme-aktivister, næsten alle kvinder, og i Nagano-amtet 3500. De uddannes kun nødtørftigt, men systemet ville slet ikke kunne fungere uden dem.
”Det er oftest ulønnet arbejde, men nogle af dem får et lille vederlag for deres indsats,” fortæller borgmester Seiji Yanagida fra Saku Kommune.
For selv om de ældre i Nagano har mange gode vaner, har de også nogle alvorlige uvaner. Ligesom i mange andre dele af Japan er der alt for meget salt i maden, og shokkai-san gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til, hvordan man får saltindholdet ned.
De laver såkaldte pinkoro-opskrifter på nye, velsmagende menuer med mindre salt, de kommer selv rundt og laver mad efter opskrifterne og serverer den på ældrecentre og plejehjem. Samtidig gør de gymnastik sammen, de har det gevaldig hyggeligt, og på den måde holder de sig selv sundere, mens de hjælper til.
De friske ældre – og dem er der heldigvis mange af – gør med andre ord en meget stor del af arbejdet med at skabe en ordentlig tilværelse for de endnu ældre, som ikke længere kan klare sig uden hjælp. Uden de aktive ældres indsats ville hele ældresektoren mange steder i Japan bryde fuldkommen sammen. Det er svært at skaffe professionel arbejdskraft til området.
Ikke kun i ældresektoren, men også i de øvrige erhverv er man afhængig af de ældres indsats. Hos virksomheden Ogawanosho, der procucerer oyaki – traditionelle dejboller med grønsags- eller urtefyld – er den ældste medarbejder, Chikayoshi Gonda, 92 år, og den ældste kvindelige medarbejder, Fujiko Matsumoto, er lige blevet 86 år.
”Jeg kan få gode venner her. Oyaki er varme, så folk har virkeligt varme hjerter her,” siger Fujiko Matsumoto, mens hun sidder ved ovnen og med hænderne lægger fyldet ind i bollerne.
En tredjedel af virksomhedens 84 medarbejdere er over 65 år. Kun to er teenagere, og kun fem i 20’erne. Direktøren erkender med et smil, at han ikke ville kunne videreføre virksomheden uden de ældres indsats.
Traditionelt har man produceret oyaki oppe i bjergene, hvor indbyggerne ikke har kunnet dyrke ris.
”Det er ikke en snack,” som 92-årige Chikayoshi Gonda siger.
Oyaki har gennem de kolde vintre været hovedmåltidet for mange familier, så alle ældre i området ved forfra og bagfra, hvordan de skal laves. Derfor kan de fortsætte så længe.
”Mine bedsteforældre og forældre lavede oyaki før mig. Jeg ved, hvordan man gør dette her. Så jeg ønsker at fortsætte, så længe jeg overhovedet kan,” siger han.
Firmaet har reelt ingen pensionsalder. Fra de ansatte er 70 år, får de deres folkepension ved siden af og bliver formelt deltidsansatte med en lavere timeløn, men ingen tvinger dem til at holde op med at arbejde, hvis de gerne selv vil blive ved.
Slagordet ”pinkoro” , som bruges om mange af ældre-aktiviteterne i Nagano-regionen, er en sammentrækning af de japanske ord for ”frisk” og ”at dø hurtigt”. Idealet er at skabe et grundlag for, at ældre kan være aktive og glade, indtil de dør, uden en alt for lang smertefuld periode til sidst.
I udkanten af Saku by har initiativrige lokale borgere for kun 14 år siden opstillet en statue ved navn ”Pinkoro Jizo” ved indgangen til det lokale buddhistiske tempel. Her kommer mange rejsende langvejsfra for at bede for et langt og godt liv. Statuen er fælles for alle religioner, understreger 66-årige Akito Ichikawa, der driver en nærliggende souvenirbutik og er en slags uofficiel rundviser ved statuen.
”Du kan give den et knus. Der er ingen religiøse regler. Du kan gøre, hvad du vil,” siger Akito Ichikawa med et stort smil.
Fakta om Nagano:
Japans fjerdestørste region i areal: 13.585 kvadratkilometer.
15 bjergtinder på over 3000 meter (ud af 23 i hele Japan).
2,2 millioner indbyggere.
Gennemsnitsalder for kvinder: 87,18 år.
Gennemsnitsalder for mænd: 80,88 år.
Årlige helbredstjek på ældre borgere: 80.000 personer.