(Denne analyse er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Siden Nordkorea gennemførte sin fjerde atomprøvesprængning i januar har landet testet fire missiler af forskellig rækkevidde i Det Japanske Hav, og landets diktator, Kim Jong-un har givet ordre til yderligere missiltest i de kommende uger. Efterretninger tyder på, at han mener det alvorligt, og at der er konkrete forberedelser i gang.
Aldrig tidligere har Nordkorea så aggressivt udviklet sin evne til at føre atomkrig og så tydeligt gjort omverdenen opmærksom på det. Regimet hævder i sin retorik, at Nordkorea er truet så alvorligt fra USA’s side, at det er nødt til at have atomvåben som afskrækkelse.
Der er stadig megen teatertorden i retorikken fra begge sider langs den 38. breddegrad – mens hverdagslivet uanfægtet går videre i både nord og syd. Men også på den modsatte front kan man betragte en tydelig skærpelse af linjen over for Nordkorea.
De fleste Nordkorea-eksperter har hidtil opfattet Kim Jong-uns regime som så stabilt og så militært stærkt, at det ikke nyttede noget at drømme om at fjerne det ved magt. Den politik, som man har ført over for det isolerede regime, har afspejlet denne opfattelse.
Siden den påståede prøvesprængning i januar af, hvad nordkoreanerne kalder en brintbombe, har FN gjort sig stor umage for at opfinde nye og mere effektive økonomiske sanktioner. Selv Nordkoreas traditionelle allierede i Kina har til en vis grad medvirket i disse bestræbelser. USA, Sydkorea og Japan har hver især vedtaget yderligere sanktioner, og sanktionerne er nu så omfattende, at de uundgåeligt vil ramme almindelige borgere, uanset hvor meget de på overfladen er såkaldt ”smarte sanktioner”, der er rettet mod enkeltpersoner i magteliten. Blandt andet bliver nordkoreanske tuberkulose-patienter i top og bund af samfundet berøvet livsvigtig medicin.
Formålet med sanktionerne har hele tiden været – og er officielt stadig – at presse Nordkoreas regering til at standse udviklingen af atomvåben. Men omverdenen er ved at miste tålmodigheden, og sanktionerne er nu så brutale, at det bliver sværere og sværere at benægte, at et andet formål åbenlyst er at skabe social utilfredshed og skyde en kile ind mellem regering og folk – i det håb at Kim Jong-uns styre vil blive væltet.
Om det vil lykkes, er tvivlsomt. Regimet bruger i sin propaganda flittigt sanktionerne som argument for, at alle i Nordkorea må stå sammen over for en fjendtlig og urimeligt aggressiv omverden.
På et andet område er det endnu mere tydeligt, at USA’s og dets allieredes strategi over for Nordkorea i mindre grad handler om at presse regimet og komme i dialog med det – og i højere grad tager sigte på at fremme en politisk omvæltning og et systemskifte inden for en overskuelig tid.
Det er således markant – og temmelig historisk – at sydkoreanske og amerikanske styrker som et led i de netop afsluttede “Foal Eagle”-militærøvelser i farvandet ved Sydkorea for første gang ganske åbenlyst trænede i en militær landgang i Nordkorea.