Jeg var i går eftermiddags i P1 Eftermiddag for at fortælle om vores nye Japan-bog, “Japan i bevægelse”, som lanceres i Aarhus i morgen.
Bogen handler om, hvordan Japan er forandret efter katastroferne i 2011 for snart fem år siden, og om hvordan Japan forandrer sig i det hele taget. Der lægges relativt stor vægt på kunst- og kulturlivet, og i Gunhild Borggreens fine kapitel argumenteres der for, at de tsunami-ramte områder har haft særligt brug for kunsten.
Jeg fortæller i udsendelsen om, hvordan tsunami-kunsten deler sig i to kategorier. Dels har mange populære kunstnere rejst i området for at optræde for tsunamiens ofre og opmuntre dem. Og dels har mange andre kunstnere i deres kunst udtrykt en politisk kritik af myndighedernes indsats og Japans vækstfilosofi efter Anden Verdenskrig.
Det blev en lang grundig samtale. Lyt til indslaget klokken 14:34, cirka en halv time inde i udsendelsen.
Du kan læse mere om bogen i denne nylige “forkant” fra min hånd.