(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
En gruppe buddhistiske præster i Japan er gået i aktion mod, at det japanske Amazon tilbyder billige begravelser på postordre.
Avisen Mainichi Shimbun fortæller, at japanske familier nu kan gå på nettet og uden om det lokale tempel bestille en begravelse for deres afdøde slægtninge. En begravelse, som gennemføres af en buddhistisk præst, men som kun lige akkurat omfatter oplæsning af de helt obligatoriske steder i buddhismens såkaldte ”sutraer”, som familien forventer at høre, og hvor man slipper for at skulle betale for den øvrige begravelse, som den ville være foregået i templet.
Præsterne protesterer, fordi den slags tilbud undergraver de traditionelle bånd mellem beboerne i et lokalområde og deres lokale tempel. Det berøver vel at mærke også templerne for en betydelig indkomst og forværrer deres pressede økonomiske situation.
.I den danske folkekirke snakker man om, hvordan man kan skabe liv i de tomme kirker rundt omkring.
I mange af Japans 77.000 buddhistiske templer snakker man alvorligt om, hvordan man kan skabe liv i de tomme templer, ligesom man gør i mange danske kirker.
Nogle steder er der ikke engang længere en lokal præst, og andre steder har den lokale præst et andet job ved siden af for at sikre templets overlevelse.
”Om 25 år vil en tredjedel af Japans buddhistiske templer være forsvundet, hvis udviklingen fortsætter”, siger Hidenori Ukai, som har arvet præsteembedet ved det lille, men traditionsrige tempel Shogakuji ved Kyoto fra sin far, men som samtidig arbejder på fuld tid som erhvervsjournalist ved Nikkei, det japanske Børsen.
”Uden menigheder til at betale for deres opretholdelse vil mange templer ikke have andet valg end at lukke porten for altid”, siger Hidenori Ukai, som tidligere i år fik en omdiskuteret bog udgivet i Japan med titlen: ”Templer der forsvinder – tabet af udkantsområder og religion”.
Det er ellers ikke, fordi der ikke tages initiativer rundt omkring blandt yngre præster for at skabe ny aktivitet i de gamle tempelbygninger. De arrangerer musik- og teaterforestillinger samt modeshow, de åbner cafeer og ligefrem værtshuse, og de udbyder begravelser for folks elskede kæledyr.
Men de er oppe imod nogle tendenser i samfundet, som de har svært ved at dæmme op overfor.
Først og fremmest uddør små landsbyer i Japans bjergområder med stor hast. Det berøver mange templer og shinto-helligdomme med traditioner langt tilbage i tiden deres menigheder – og på et eller andet tidspunkt også for deres præster. Hvis de unge – især de unge kvinder – fortsætter med at flytte til storbyerne, vil halvdelen af Japans landkommuner lukke ned, inden der er gået 25 år, spår den private tænketank Japan Policy Council.
Og ”det er ikke muligt for templer og helligdomme at overleve, hvis byerne udenom forsvinder”, som Kenji Ishii, der er leder af shinto-fakultetet ved Kokugakuin Universitetet, tørt konstaterer.
Men også i byerne er buddhismen og andre religioner i defensiven. Indtil for 30-40 år siden boede mange japanske familier tre generationer sammen, og alle familier havde hjemme i stuen et familiealter, hvor man dagligt viste sin respekt for den senest afdøde generation. ”Et tempel hjemme i stuen”, som Hidenori Ukai kalder det.
Men denne tradition er ved at uddø, efterhånden som kernefamilien i efterkrigstiden er blevet den dominerende familieform. Bedsteforældrene bor for sig selv, ofte langt fra deres børn og børnebørn, og de unge flytter tidligere hjemmefra, end de gjorde før. Familien fungerer ikke i samme grad som et sted, hvor værdier og traditioner bliver givet videre fra generation til generation. Og salget af familiealtre er gået ned.
På den måde er noget meget vigtigt gået tabt i det japanske samfund, mener Hidenori Ukai.
”Japanerne vil på længere sigt miste den selvkontrol og disciplin, som de er berømte for, hvis denne udvikling fortsætter”, spår han. ”De opfører sig ordentligt, ikke på grund af frygt, men på grund af respekt for forfædrene, hvis billeder de kender fra familiealtret derhjemme”.
Når det ikke er gået endnu værre for de buddhistiske templers økonomi, skyldes det, at de har en fast indtægtskilde i at arrangere begravelser og passe familiernes gravsteder. Sidste år døde der 1,3 millioner japanere, og det tal vil stige i de kommende år på grund af de store årgange, der blev født lige efter verdenskrigen. Behovet for begravelser vil ikke mindskes. Det vil tværtimod stige.
I generationer har buddhistiske templer mere eller mindre haft monopol på begravelser. Langt de fleste gravsteder ligger ved templerne og drives af dem.
Derfor har templer i mange af vor tids japaneres øjne fået et image af at være en slags udvidede bedemandsfirmaer mere end steder med et religiøst indhold.
Men Amazon-tilbuddet afspejler, at færre og færre familier kan enes om at holde en buddhistisk begravelse med hele pakken for afdøde familiemedlemmer, sådan som man gjorde i gamle dage.
Mange nøjes med en beskeden kremering og begravelse. En tredjedel vælger i dag en såkaldt ikke-religiøs begravelse uden deltagelse af en præst. Nogle får simpelt hen sendt asken afsted til familiegravstedet med et transportfirma – uden noget ritual overhovedet. Det er ingen hemmelighed, at der i mange familier er strid om, hvem der skal betale templernes gebyrer for at vedligeholde familiegravstederne.
Men ikke desto mindre giver begravelserne og pasningen af folks grave templerne en økonomisk stødpude. Uden gravpladserne ville deres økonomiske situation være endnu værre.