(Jeg har skrevet en ny leksikon-artikel til lex.dk om Tokyo-bydelen Ginza)
Ginza er et berømt shopping-kvarter i det centrale Tokyo. Kvarteret er kendt for modernistiske, arkitekttegnede bygninger og en masse fine mærkevarebutikker, stormagasiner og cafeer. Hver lørdag og søndag eftermiddag sættes afspærringer op på hovedstrøget, Chuo Dori, så det bliver til gågade i fem timer, og familierne kan bruge fridagen til at gå på shopping sammen.
Japans første stormagasiner voksede frem i 1920’erne og 1930’erne på Ginzas hovedstrøg, og rundt om hjørnet finder man i sidegaderne små eksklusive silkebutikker, tebutikker, konditorier samt nogle af Tokyos sidste geisha-klubber.
Ginza har alle dage været et fint sted. Da den tids Tokyo, Edo, pludselig udviklede sig til en storby efter at være blevet gjort til hovedstad, etablerede shogunen, den militære hersker, i 1612 et nationalt sølvmønt-støberi på et øde sted med rismarker vest for shogunens palads, det nuværende kejserpalads. Det blev kaldt Ginza, der slet og ret betyder sølvsmedie. Sølvstøberiet eksisterede frem til år 1800.
I 1870’erne fik Ginza en ny rolle i Tokyos udvikling. En storbrand i 1872 havde brændt de fleste bygninger i området ned til grunden, og den nye Meiji-reformregering udnævnte Ginza til en ”model for modernisering”. Her blev i de følgende år bygget tusind brandsikrede murstensbygninger efter britisk forbillede.
Mange af disse murstenshuse i Ginza stod tomme. Prisen var for høj, husene var ikke tilpasset det japanske klima og udviklede sig til usunde fugtbomber, og med japanske øjne så de forkert ud. De færreste af den tids japanere følte sig trygge ved at bo i et sådant hjem – uanset hvor brandsikkert det skulle forestille at være.
I løbet af få årtier var alle murstenshuse i Ginza væk igen – med få undtagelser. Det fornemme Wako-stormagasin på selve det centrale Yonchome-kryds med det berømte klokketårn, der afspejler, at det i sin tid blev åbnet af stifteren af Seiko-urfabrikken, er fra 1894 og et af de få overlevende bygninger i bydelen fra denne periode. I dag er klokketårnet vartegn for Ginza.
Under den såkaldte ”bobleøkonomi” i 1980’erne, hvor Japans økonomi eksploderede i spekulativt høje aktie- og ejendomspriser, og hvor Japan blev opfattet – og selv opfattede sig som – et meget rigt land, blev al denne rigdom ofte i medierne illustreret med farvestrålende neonlys på Ginzas centrale kryds.
Ginza er stadig kendt for at være et eksperimentarium for alverdens eksperimenterende arkitekter. Bydelens bygherrer har råd til det. Med mellemrum bliver en af de gamle bygninger – en bygning er gammel, hvis den er fra 1970’erne – pakket ind i et stillads, og så dukker der efter trekvart år en helt ny, større og anderledes bygning frem.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.