Hvad de sorte skibe i Tokyo-bugten bragte med sig

(Jeg har i det netop udkomne nummer af Ræsons flotte historiemagasin, ÆRA, fået mulighed for at lade den lille historiker i mig komme op til overfladen. Jeg har skrevet en lang artikel om det japansk-amerikanske forhold, begyndende med Admiral Perrys ankomst til Tokyo-bugten i 1853 med hans flåde af ”sorte skibe”. Her er et kort, redigeret uddrag)

Flåden med de sorte skibe sejlede videre til havnen ved fiskerbyen Shimoda på den sydligste tip af Izu-halvøen vest for Edo, der netop på baggrund af presset fra amerikanernes ”sorte skibe” i Tokyo-bugten var åbnet for udenlandske skibe.

Her indgik Admiral Perry og hans forhandlere med foldede ben på rismåtterne på gulvet i det lokale Ryosenji-tempel – der var ikke noget, der hed mødelokaler eller forsamlingshuse dengang – i maj måned 1854 den såkaldte Shimoda-aftale om de praktiske vilkår for den nyåbnede havn.

Aftalerne blev i december, længe efter Perry var rejst hjem, underskrevet i det lille tempel. Men på det tidspunkt var en tilsvarende aftale med Rusland allerede i efterårets løb indgået og underskrevet i samme tempel, og i løbet af de følgende fem år blev den ene ulige traktat efter den anden indgået med vestlige kolonimagter, nye havne blev åbnet, og alle traktaterne havde klausuler, der betød, at fordele, der blev givet til en kolonimagt, automatisk gjaldt for de andre.

”USA havde meget effektivt brugt sin flådestyrke til at åbne Japan, som havde været lukket i to et halvt århundrede, USA satte betingelserne, og USA har lige siden været et nøgleland i Japans udvikling”, konstaterer militærhistorikeren Keizo Kitagawa. ”Men historien kunne meget vel være foregået anderledes, hvis USA ikke i det følgende årti havde været optaget af sin egen indre borgerkrig”.

Men sådan gik det. USA vendte blikket indad og overlod for en stund initiativet i Japan til andre mere hårdhændede kolonimagter, briterne i alliance med shogun-styrets modstandere, og franskmændene i første omgang i alliance med shogun-styret selv, indtil det blev væltet i 1868. Meiji-reformerne med den helt unge kejser Meiji som kransekagefigur, der moderniserede Japan og for alvor åbnede det for udlandet, blev sat i værk.

Den dag i dag er der stor diskussion i Japan, om Admiral Perry var en militaristisk bølle eller en diplomat med en vis sympati og forståelse for den fremmedartede japanske kultur, der mødte ham. I det lange løb fulgte USA i de følgende årtier en anden og mindre merkantilistisk linje i forhold til moderniseringen af Japan end de andre kolonimagter. Man plejer at sige, at det politiske system i den nye japanske nation, der blev et resultat af Meiji-reformerne, brugte en britisk model, uddannelsessystemet brugte en fransk model, og det militære system en preussisk model. Men de eksperter, som blev inviteret til Japan for at rådgive og inspirere den nye regering, centralt og lokalt, var i stor udstrækning amerikanere.

I samme periode blev båndene mellem de to lande yderligere styrket ved en massiv udvandring af fattige japanere til et liv som markarbejdere i Hawaii og de amerikanske vestkyststater. Alle disse personlige amerikansk-japanske bånd, der blev etableret i løbet af det næste halve århundrede, hvor Japan udviklede sig til at være Østasiens stærkeste magt, militært og industrielt, kunne imidlertid ikke forhindre, at Japan selv efterhånden til USA’s skuffelse blev en aggressiv kolonimagt i regionen.