(NYUUSU – news): Sjældent har 50 nyvalgte parlamentsmedlemmer haft mindre at lave. Japans største oppositionsparti, CDPJ, Det ”Forfatningstro” Demokratiske Parti, vandt på overfladen en overvældende valgsejr ved underhusvalget for et par uger siden og gik frem fra 98 til 148 mandater. Men de afgørende politiske forhandlinger efter valget finder sted andetsteds, uden CDPJ er til stede.
Partiets leder, den tidligere premierminister Yoshihiko Noda, er glad, men ikke begejstret. Han ved godt, at der fra vælgernes side langt mere var tale om et fravalg af det skandaleramte konservative regeringsparti, LDP (Det Liberaldemokratiske parti), end om et tilvalg af CDPJ, der godt nok vandt en masse kredsmandater, men ved de parallelle forholdstalsvalg kun gik 70.000 stemmer frem, faktisk ikke ret meget på landsplan. Noda ser derfor frem mod næste sommers overhusvalg.
”Valgresultatet betyder ikke, at CDPJ har vundet styrke. Det er ikke tid at være triumferende”, har han udtalt. “Nu handler det om overhusvalget”.
Premierminister Shigeru Ishibas koalitionsregering mellem LDP og det buddhistiske parti Komeito regerer videre, nu som mindretalsregering. Og LDP har tydeligt valgt et andet oppositionsparti end CDPJ som sin foretrukne samtalepartner efter valget.
Det Demokratiske Parti for Folket, DPFP, et pragmatisk, midtsøgende parti, ledet af Yuichiro Tamaki, fik også stor fremgang ved underhusvalget, en firedobling i mandater fra 7 til 28. Tamaki har fået stor opmærksomhed på grund af sin moderne og energiske valgkamp med fokus på internettet og appel til unge vælgere. På mange områder, inklusive udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligger hans parti ikke ret langt fra LDP, men dets krav om en ændring af skattesystemet, så almindelige familier får flere penge mellem hænderne, er efter mange LDP-politikeres mening alt for dyrt, så forhandlingerne om at gøre DPFP til en slags fast støtteparti ser ikke ud til at blive helt nemme.
Og nu har en pinlig utroskabsskandale, der er kommet frem i ugebladet Flash, kastet smuds på de seneste ugers billede af Tamaki som en succesfuld mand, der kan gå på vandet. Hvor stor indflydelse utroskaben får for andre end ham selv og hans familie, er for tidligt at sige.
Inden utroskabshistorien kom frem, havde DPFP ifølge en helt ny meningsmåling allerede i ugerne efter valget vundet tre procentpoint fra rivalerne i CDPJ og gået frem til en generel vælgertilslutning på 10 procent, kun en procent lavere end CDPJ’s tilslutning på 11 procent.
På et enkelt – ikke uvæsentligt – punkt har CDPJ imidlertid opnået en markant styrkeposition, som partiet ikke havde før valget. Da Ishibas regering nu er en mindretalsregering, kan den ikke sætte sig på alle formandsposter i underhusets udvalg, og det har måttet dele ud af disse poster til oppositionen. CDPJ’s tidligere leder, Yukio Edano, er således blevet formand of underhusets udvalg for diskussion af forfatningsændringer.
Et klokkeklart signal om, at LDP under Ishiba ikke har tænkt sig i den nærmeste fremtid at gøre nogen større indsats for at ændre forfatningen, hverken den omstridte pacifistiske artikel ni eller noget andet afsnit. CDPJ kan godt få lov til at stå i spidsen for det, der alligevel ikke skal gennemføres.
LÆS: Den store konservative avis Yomiuri Shimbuns analyse af CDPJ’s situation efter valget.
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.