september 9, 2024

Af

(Jeg har skrevet en søndagsanalyse til Ræson om kønsroller på det japanske arbejdsmarked, som blev publiceret i går. Her er et par korte uddrag.)

“Når man ser på statistikkerne, så har Japan langt igen, før der er ligestilling på arbejdsmarkedet. Der er langt fra ligeløn, og der er langt færre kvinder i ledende stillinger, både i det private og det offentlige.

Samme statistikker viser faktisk, at der i løbet af de seneste tyve år er sket en vis udvikling i retning af flere kvinder ude på arbejdsmarkedet og flere kvindelige chefer. Men på trods af utallige initiativer fra både regeringens og erhvervslivets top, ikke fordi de pludselig er blevet mere feministisk orienterede, men fordi der er desperat brug for disse kvinders arbejdskraft, så halter Japan stadig bagefter i forhold til næsten alle andre OECD-lande – og også andre fattigere lande i Asien.”

“Kvindernes dilemma – og det japanske samfunds dilemma – er, at det er lige præcis den samme aldersgruppe af kvinder, som samme regering med den anden hånd af al kraft forsøger at stimulere til at føde flere små japanere, så alderssammensætningen og relationen mellem på den ene side japanere i den arbejdsdygtige alder og på den anden side japanere, der skal forsørges, på længere sigt ikke bliver helt så skæv, som statistikken ellers tyder på, at den vil blive. Allerede nu er over en tredjedel af alle japanere ældre end 65 år gamle, og den andel vil kun stige i de kommende årtier.

For de unge kvinder er det svært – for ikke at sige umuligt – at leve op til begge dele. Af økonomiske og hverdagslogistiske årsager er det meget vanskeligt at få børn, hvis man samtidig er ansat i en fuldtids karrierestilling. Mange af de kvinder, der satser på den slags stillinger, vælger netop ikke at få børn – og i nogle tilfælde slet ikke at gifte sig.”

LINK: Her kan hele søndagsanalysen læses – for Ræson-abonnenter.

Foto: Christopher Jue/EPA/Ritzau Scanpix

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.