Sidste år steg mindstelønnen på det japanske arbejdsmarked, så den for første gang i gennemsnit for alle amter lå på 1004 yen i timen, svarende til 46 kroner og 23 ører ved dagens kurs. Det er stadig den laveste mindsteløn i noget OECD-land.
Fastansattes løn besluttes ved lokale aftaler hvert forår under de såkaldte shunto-forhandlinger, både i det offentlige og private. Den er typisk langt over dobbelt så høj og suppleres med bonus og pension. Den steg sidste år med over 5 procent i gennemsnit, den højeste stigning i mands minde.
Men løstansatte, som der i de sidste tre årtier er blevet flere og flere af i det japanske samfund, er kun garanteret mindstelønnen eller kun lidt mere end den. Den udregnes i princippet af hvert amt på basis af lokale pristal og efter forhandlinger med små og mellemstore virksomheder i amtet. I praksis har embedsmænd i det centrale arbejdsministerium i Tokyo et meget stort ord at skulle have sagt.
Regeringen har sat som mål, at den gennemsnitlige mindsteløn gradvist skal hæves til 1500 yen i timen inden for de kommende ti år. Men dette beløb burde sættes som mål hellere i dag end i morgen, argumenterer oppositionen hver gang, der er valg. Regeringen er bekymret for at ramme et niveau, som mange små og mellemstore arbejdspladser ikke kan leve op til.
Virkeligheden er, at det er meget svært for familier at få husholdnings-økonomien til at løbe rundt, hvis både far og mor er på noget i retning af mindstelønnen, og det gælder selvfølgelig i endnu højere grad for eksempelvis enlige mødre, der arbejder i døgnbutikker og lignende på skæve tidspunkter. Dem er der flere af i det japanske samfund end tidligere.
En del af dem, der arbejder på mindstelønnen, er unge studerende eller drop-outs fra skoler og universiteter. Andre er husmødre, der er vendt tilbage til arbejdsmarkedet efter at være gået hjemme, mens børnene er små. Men der er også en del, som i årevis udsendes til arbejdspladserne af de mange ”vikarbureauer”, der er opstået, siden både offentlige og private arbejdsgivere efter firsernes ”bobleøkonomi” begyndte at begrænse deres forpligtelser ved ikke at fastansætte så mange som tidligere.
LÆS: En grundig artikel i ”No.1 Shimbun” om japanernes mindsteløn
Foto: Public Domain
Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.
Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.