september 1, 2024

Af

(NYUUSU news): Nye tal fra Japans sundhedsministerium viser, at der kun blev født 350,074 nye små borgere i første halvår i år. Fødselsraten i landet er dermed for første gang nede på 1,2. I hovedstaden Tokyo er den endnu lavere, under 1,0.

Antallet af fødsler er faldet gennem adskillige årtier. Udsigten til, at mange små samfund, især ude på landet, er på vej til at uddø, har været tydelig i lang tid. Men først i de senere år har regeringen for alvor forsøgt at gøre noget ved problemet. Fra naturens hånd er de japanske øer næppe skabt til at huse langt over 100 millioner mennesker, men det er åbenlyst, at overgangen til en lavere befolkning bliver hård. Det dramatiske fald i befolkningstallet, som er uundgåeligt i de kommende årtier, vil lige så uundgåeligt betyde alvorlige økonomiske udfordringer for det japanske samfund.

Ideerne til, hvad der bør gøres, er mange – og ikke alle lige gode. Regeringen har lige skrottet nogle kritiserede og latterliggjorte ideer om at give unge storbykvinder pengepræmier, svarende til knap 30.000 kroner, for at flytte ud på landet og gifte sig der. De ville i første omgang også kunne få togbilletterne betalt af staten til regerings-arrangerede ”matchmaking”-shows ude i provinsen.

Langt væsentligere – og med betydelig mere udsigt til at virke efter hensigten – er de forsøg på at finde bevillinger til byggeri af nye vuggestuer og børnehaver samt økonomisk støtte til unge børnefamilier i byerne, der faktisk gøres rundt omkring. Uoverskuelige økonomiske forpligtelser og logistiske vanskeligheder i hverdagen er tungtvejende årsager til de lave fødselstal.

Man kan ofte i verdenspressen uden for Japan læse pikante historier om, at unge japanere ikke gider alt det bøvl med kærester, parforhold, ægteskab og børn. De vil hellere koncentrere sig om karriere, computerspil og sjov og ballade, forlyder det – og de tendenser eksisterer blandt mange unge. Men en nylig undersøgelse, foretaget af Tokyos handelskammer blandt 18-34-årige i hovedstaden, viser, at et overvældende flertal af begge køn i virkeligheden er positive over for ideen om at gifte sig og få børn, hvis de kan få logistikken og økonomien til at gå op – og hvis de kan finde anledning i den travle hverdag til at finde en god partner at gøre det med.

LINK: Læs nyhedsbureauet Jiji’s nyhed om den lave fødselsrate.

LINK: Læs AFP/Jiji’s nyhed om regeringens forskellige initiativer.

LINK: Læs avisen Mainichi Shimbuns historie om de unge i Tokyo.

Foto: Aiko Kawamura/Flickr

NIYUUSU NEWS

Mine NYUUSU-klummer om Japan og Østasien udkommer på hjemmeside og  facebook en eller to gange om ugen - undtagen når jeg arbejder som rejseleder i Japan. Så vil der være længere mellem dem. En eller to gange om måneden vil jeg udsende et NYUUSU-nyhedsbrev. Danske mediers professionelle dækning af den del af verden er desværre svækket i de senere år. Jeg håber, at jeg med min lange erfaring kan bidrage en smule til at udfylde dette hul.

Prisen for at modtage nyhedsbrevet er et engangsbeløb på 300 kroner. Så modtager I det i årevis, indtil jeg segner. Skriv til mig på arc@asgerrojle.com – og sæt beløbet ind på mobilePay 26360251, mærket NYUUSU og jeres email-adresse. I er velkomne til at gå højere op i pris, alt efter pengepung. Beløbet vil indgå i mit firmas regnskab, og jeg får tid og ressourcer til at holde mit lille nyhedsmedie i live. I givet fald tusind tak. Alle vil uanset betaling kunne følge med i NYUUSU-indlæggene og deltage aktivt med råd, ideer og kritik ved at melde sig ind i facebook-gruppen af samme navn.