Dette opslag har jeg glædet mig helt vildt til at lave.
Denne Albatros-specialrejse i maj 2025 til Tohoku, det nordøstlige Japan, er designet af mig, og jeg er selv rejseleder på hele turen. Vi skal med egne øjne se og opleve, hvilke fabelagtige ressourcer og hvilke eventyrlige fortællinger denne kyststrækning rummer.
Rejsen afholdes på baggrund af den katastrofe, der skete i 2011, hvor området blev ramt af en ødelæggende tsunami, der tog 19.000 menneskeliv. Men det er en turistrejse, ikke en studietur. Vi vil i respekt for lokalbefolkningen se på håb og genopbygning, ikke katastrofe. Og samtidig skal vi ud på landet, “off the beaten track”, og have nogle gode oplevelser sammen.
Vi skal køre i et lille lokaltog langs fantastiske udsigter, vi skal vandre lidt langs brusende vandløb med fotogene vandfald, vi skal opleve de mest utrolige klippeformationer ved stillehavskysten, vi skal besøge en samurai-borg og en gammel samurai-skole og få indblik i samurai-tidens tankegang, og vi kan undervejs gå i bad i varme kilder og smage egnens traditionelle mad og drikke. Den bedste sake i Japan produceres i Tohoku. Alt i alt vil vi få lejlighed til at møde et helt andet Japan end det, man møder ved gængse rejsemål.
Skriv gerne til mig på arc@asgerrojle.com, hvis I har spørgsmål efter at have læst opslaget.
Specialrejsen er med cirka samme program allerede gennemført to gange i mit eget regi i 2019 og 2023, og den gentages i samme format i september 2025. Der kommer også om ikke så lang tid et separat opslag om en anden Albatros-specialrejse fra min hånd i juni måned 2025 til Hokkaido.
Foto: Wikimedia Commons
LINK: Læs mere om Tohoku-rejsen og dens program på Albatros’ opslag
Om rejsen "Tohoku - langs Japans nordøstlige kyst":
"Generelt en fabelagtig tur ... - vi nyder dit arrangement, din dedikation og din præcision", skrev en af deltagerne i sommerrejsen 2019 til mig bagefter.
"Denne tur får min varmeste anbefaling, fordi den først viste mig Japan med turistens øjne, og derefter tog mig med ned langs den kyst, der blev ramt af tsunamien i 2011. Asger Røjle har indgående kendskab til Japan, og han gav indsigt i både katastrofens omfang og den utrolige genopbygning, der har fundet sted. Det var virkelig interessant", skrev en anden.
Tak for det.
"Jeg elsker følelsen af at præsentere deltagerne for steder, som er smukke, spændende og interessante, og så give dem noget ekstra. Ekstra forståelse for kulturen, ekstra indsigt i historien, ekstra underholdende vinkler på gængse turistmål. Det er min opgave at give en forklaring på ting, der kan virke sære og anderledes, men som alle sammen har en god forklaring. Samtidig er det en tilfredsstillelse at få det praktiske ved en rejse til at virke og give mit bidrag til at at få mennesker med forskellige interesser og aldre til at have det godt og hyggeligt sammen".
Asger Røjle Christensen er journalist og forfatter og har boet og arbejdet i Japan i 13 år af sit liv. Han har været rejse- og kursusleder i Japan gennem mange år.