HONJITSU - Nyt fra Japan: Comeback for atomkraft? I sidste uge blev den tvungne evakuering af en bydel i Okuma Kommune, hvor det ødelagte atomkraftværk i Fukushima er beliggende, ophævet. Et område lige ud til hovedvejen, meget tæt ved værket – man kan næsten se derover. Jeg var der på dagen, hvor bydelen blev genåbnet.
Nogle ældre mænd gik og gjorde deres haver i stand. Der er stadig ikke elektricitet og vand, så man kan ikke flytte ind i husene endnu, men det kommer der. De gav udtryk for stor taknemmelighed over for den japanske regerings omhyggelige og langstrakte oprensning af området og fortalte, at deres største ønske er at flytte tilbage, hvis tilstrækkeligt mange andre også gør det, så der igen kan komme et byliv. Det er ikke radioaktivitet, der får dem til at tøve – det er det manglende sociale liv, frygten for at bo i en spøgelsesby og blive ensom.
Før atomulykken på Fukushima Daiichi-været for elleve år siden boede der 6000 mennesker i bydelen. Der er mange store huse. Det var et attraktivt område, og mange var velstående. Nu er der kun mellem 40 og 60 familier, de fleste ældre par eller enlige ældre, som ifølge henvendelser til rådhuset overvejer at flytte tilbage. Mange huse er allerede revet ned, andre står som forsømte ruiner. Og så er der pludselig disse her pæne og velholdte haver indimellem. I andre af de områder omkring værket, hvor evakueringen er blevet ophævet inden for de senere år, er kun mellem ti og tyve procent flyttet hjem.
Da jeg lagde en opdatering om mit besøg op på facebook, blev det anledning til kommentarer fra gode gamle korrespondent-kolleger i Tokyo, som kritiserede, at den japanske regering kommune for kommune har brugt formuer på at fjerne de øverste jordlag og oprense områderne ved bogstaveligt talt at skrubbe og skure huse, tage og facader – for så få menneskers skyld.
Radioaktiviteten er faktisk faldet, og for dem, der gerne ville flytte hjem, er drømmen, som de efter katastrofen opfattede som uopnåelig, gået i opfyldelse. Men børnefamilier bliver væk, dels for en sikkerheds skyld i forhold til radioaktiviteten, men lige så meget fordi deres børn har slået rod og fået nye kammerater andre steder i landet – man ser ingen børn og unge i området omkring det ødelagte værk – og andre bliver væk, fordi de har fået arbejde andre steder. Elleve år er lang tid, og det var i forvejen et randområde i færd med gradvist at blive affolket.
Men regeringens massive investering i at få oprenset området og flyttet en del af befolkningen hjem giver mening, hvis man ser på Japans fremtidige energipolitik, siger min lokale vært, som jeg kører rundt samme med, da hun hører om kommentarerne på min facebook-side. Regeringen gør det ikke af humanitære hensyn til relativt få ældre mennesker. Den gør det, fordi den faktisk mener, hvad der står i Japans energiplan, at atomkraft også i fremtiden skal udgøre en væsentlig del af Japans energiforsyning.
Ifølge den gældende energiplan skal atomkraft i 2030 levere tyve procent af Japans elektricitet. Ikke en tredjedel som før atomulykken i 2011, men immervæk en meget stor del. Der satses samtidig stort på grøn og vedvarende energi, men analysen er, at den aldrig vil kunne levere det hele, og mange steder vil det være alt for dyrt at omlægge elnettet.
Mange af os har i årevis med 2011 i baghovedet opfattet denne stædige tro på fremtidig atomkraft i Japan som urealistisk. Mange af de eksisterende værker er gamle og ved at blive afviklet. Så hvor ville det politisk kunne lade sig gøre at blive enige om at bygge de nye atomkraftværker, som tyve procent vil kræve? Det var svært at se, og mere eller mindre alle politiske partier i selve Japan har da også i stemningen efter atomulykken ved Fukushima haft som langsigtet mål at fjerne Japans afhængighed af atomkraft.
Men hvis man betragter den igangværende valgkamp forud for søndagens overhusvalg, er det markant, at disse atomkraft-skeptiske røster er blevet svagere end før. Tiden er gået, der er kommet et større fokus på klimakrise, Ukraine-krigen har ramt forsyningerne af naturgas fra Rusland, og benzinpriserne stiger. Målet om på sigt at mindske afhængigheden af atomkraft er forsvundet eller blevet udvandet i valgmanifester fra så godt som alle partier undtagen partierne på den gamle venstrefløj og det store oppositionsparti, Det Forfatningsmæssige Demokratiske Parti.
Det fjerner imidlertid ikke den lokalt baserede tværpolitiske atomkraftmodstand i de områder af Udkants-Japan, hvor værkerne typisk ligger, som i dag er den afgørende stopklods for en genåbning af flere af de reaktorer, der alle blev lukket ned efter 2011. I dag er ni reaktorer genåbnet, og atomkraft er oppe på at levere seks-otte procent af Japans elektricitet, men det er en hård kamp at få genåbnet flere reaktorer.
Regeringens ræsonnement er, at hvis man nogensinde skal overbevise flere lokale kommuner og amter om at genåbne – og ligefrem tillade byggeri af nye værker - så er det enormt vigtigt at vise verden, at selv efter en katastrofal ulykke som den for elleve år siden, så er det faktisk muligt oprense et område, så man inden for sin egen levetid trygt kan flytte tilbage til ens hjem, selv hvis det ligger inden for synsvidde fra værket. Dette perspektiv gør i regeringens øjne den massive investering i oprensning pengene værd, argumenterer min følgesvend i bilen.