(Denne artikel er skrevet til og offentliggjort af Kristeligt Dagblad)
Om to uger er der årsmøde i den tyske by Bonn i WHC, Unescos såkaldte verdensarvs-komité. Komiteen skal godkende de forslag til nye verdensarv-steder, som er blevet foreslået af medlemsstater og accepteret af rådgivende udvalg i selve FN-organisationen.
Normalt er det en fredelig affære. Der stemmes sjældent, og kun en eneste gang i Unescos historie har WHC afvist et forslag, som er kommet gennem de rådgivende udvalg.
Men denne gang er der lagt op til et bittert politisk slagsmål mellem Japan og Sydkorea. Et slagsmål om historien, som har fået en særlig heftighed, fordi regionen i år markerer 70-året for verdenskrigens afslutning.
Fra japansk side har man foreslået at gøre 23 ”industrielle” seværdigheder til Unesco-anerkendte verdensarv-steder. Der er tale om skibsværfter, stål- og jernværker, kulminer og andre industrianlæg fra årene 1850-1910.
De fortæller en væsentlig historie om, hvordan Japan som det første ikke-vestlige land i den periode gennemgik en dramatisk modernisering, hvor man bevidst kombinerede vestlige teknologier med japanske kulturelle traditioner. Det er argumentet fra japansk side, og det benægtes ikke af modstanderne.
Problemet er, at det kejserlige Japan senere i historien under Anden Verdenskrig lod næsten 60.000 bortførte koreanske tvangsarbejdere arbejde under livsfarlige og ydmygende vilkår på syv af de foreslåede anlæg. Faciliteterne er ”fyldt med et nabolands smerte”, mener Sydkoreas udenrigsministerium.
”Jeg mener, at Japans forsøg på at få disse faciliteter på Unescos verdensarv-liste er i modstrid med Unescos fundamentale principper, som går ud på at bevare steder med universel værdi”, siger udenrigsminister Yun Byung-se.
Japan trygler i gentagne kommentarer Sydkorea om ikke at ”politisere” sagen og understreger, at seværdighederne er udpeget på baggrund af en historisk udvikling, som fandt sted, inden de koreanske tvangsarbejdere ankom.
Men begge lande har i flere år vidst, at dette opgør var under opsejling. Alligevel har Japan med åbne øjne valgt at inkludere den berygtede Hashima-ø ved Nagasaki på listen. Her arbejdede tvangsarbejderne i krigens sidste år uden pause i kulminer i dybe skakter under jorden, og mange kom aldrig op igen. Det opfattes i Sydkorea som en provokation.
Fra japansk side påpeger man det absurde i, at hvis man skulle følge den sydkoreanske logik, ville man ikke kunne skrive de egyptiske pyramider på Unesco-listen. De er også bygget af slavearbejde.
”De industrielle seværdigheder er udvalgt på basis af deres enestående universelle værdi. Vi håber, at denne sag vil kunne diskuteres ud fra et videnskabeligt og professionelt synspunkt”, siger udenrigsminister Fumio Kishida.
Striden fylder meget på de sociale medier i begge lande.
”Seouls position er skamløst kynisk”, skriver japaneren ”mattakaneko” på twitter. ”De kommer med en moralsk dom, men undlader at protestere mod andre verdensarv-steder, som er skabt af slaver eller krigsfanger som Auschwitz-koncentrationslejren og Thomas Jeffersons gods”.
Både Sydkorea og Japan er i færd med det helt store historiepolitiske diplomati over for de 21 medlemslande i WHC. I de senere dage har der været rapporter om, at Sydkorea søger et kompromis, som går ud på, at man dropper sin modstand mod at gøre de 23 seværdigheder til en del af Unescos verdensarv, hvis Japan til gengæld inkluderer nogle formuleringer om, at man anerkender at der har været benyttet tvangsarbejde. Men optimismen er ikke stor.
”Tvangsarbejdernes sjæle kan stadig ikke falde til ro. I et forsøg på ikke at gøre dem endnu mere ulykkelige må vi fortsætte vores bestræbelser på at reparere Japans forvrængede historieopfattelse”, skriver den koreanske Japan-forsker Yoo Ji-ah fra Kookmin-universitetet i en analyse.
(Foto: Waka, flickr/creative commons)