august 16, 2014

Af

Umiddelbart så det ud, som om gårsdagens årsdag for Japans overgivelse efter Anden Verdenskrig lignede de fleste andre årsdage i de senere år.

Japanske politikere bekendte sig til fred, mens en stor del af dem alligevel besøgte Yasukuni-helligdommen i Tokyo, som i nabolandene opfattes som et slags krigstempel. Premierminister Shinzo Abe blev væk fra Yasukuni i denne omgang, men sendte et offer i sit navn.

Og nabolandene protesterede vredt mod den manglende vilje til at se krigstidens aggression og forbrydelser i øjnene fra japansk side, som disse ritualer ved årsdagen efter deres opfattelse er udtryk for.

Men der var alligevel en lille forskel i tone i nabolandenes kritik, og den blev bemærket i flere japanske medier. Kina indkaldte ikke den japanske ambassadør, som man havde gjort, da Abe besøgte Yasukuni i december sidste år, og Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, opfordrede ligefrem i en tale ved årsdagen til “venlige” og mere “fremtidsorienterede” forbindelser mellem Sydkorea og Japan. Der var med andre ord vrede, men den blev formuleret i knap så vrede vendinger, som det ellers er sket i den seneste tid.

Her er det det statslige tv-selskab NHK, som håbefuldt rapporterer om, at den sydkoreanske reaktion “synes at afspejle en mere afdæmpet tilgang”, end det var tilfældet med den tilsvarende erklæring sidste år.