Min G20-rapport i Weekendavisen fra 5.juli:
Den amerikanske præsident veksler ved topmøder mellem at være den private Trump med mange spontane tweets og den officielle galionsfigur for et helt apparats diplomatiske indsats.
Det er aldrig helt nemt at vide, hvor man lige har ham, men de japanske G20-værter viste ved topmødet i sidste uge, at de er ved at have lært, hvilke udmeldinger man kan og ikke kan ignorere.
Min gode ven Sebastian Maslow udtaler i øvrigt i artiklen om Trumps efterfølgende håndtryk med Nordkoreas leder i Panmunjon: ”Måske er vi så vant til at være skeptiske over for Trump, at det er blevet umuligt for os at anerkende, at denne form for improviseret diplomati faktisk har skabt et betydeligt momentum i retning af at løse problemet med Nordkorea. Det har i sig selv enorm betydning for hele Asien og Stillehavsregionen”.
Så reportagen er blevet lidt af en tour-de-force gennem aktuel østasiatisk-amerikansk diplomati.